DØDSFALD

DØDSFALD

En kendt skikkelse indenfor Hvidovres sportsverden, tidl. afdelingschef i “Anva”, Hans Østergaard, er afgået ved døden, 86 år.

Hans Østergaard kommer fra Fyn og soldatertjenesten foregik i Livgarden. Familien flyttede til Hvidovre helt tilbage i 1958. I det meste af arbejdstiden var han ansat i FDB - i dag Coop -, og blev senere ansat som afdelingsleder i stormagasinet Anva, og da Anva lukkede kom han til Åhavens Messe i Hvidovre, og de sidste år på arbejdsmarkedet foregik i Danske Bank.

Hans Østergaard havde i en lang årrække sæde i bestyrelsen for HIF’s atletikafdeling, og efter denne afdelings udskillelse fra HIF, blev fortsat et aktivt medlem af den nye klub Hvidovre Atletik og Motion, og påtog sig også forskellige opgaver for Dansk Atletik Forbund og Sjællands Atletik Forbund.

Han var allerede på det tidspunkt valgt til HIF’s hovedbestyrelse, hvor i en flere år beklædte posten som kasserer. Han var også fodboldinteresseret og med i HIF’s “Gamle Kæmper”, hvor han fra starten tog en tørn med ved markedsdagene foran rådhuset.

Hans Østergaard vil blive husket for en stor indsats for sporten i Hvidovre, og det var da også fuldt fortjent at han i 2003, fik den højeste udmærkelse man kan få i HIF, nemlig at blive udnævnt til æresmedlem.

Han vil også blive husket for sit engagement omkring starten af Hvidovrelisten, og senere som frivillig hos Ældre Sagen i Hvidovre, samt i den lokale grundejerforening “Risbjerggårds Villaby”.

I de senere år var han plaget af en demenssygdom, men fik god omsorg på plejecentret Strandmarkshave. Han efterlader sig hustruen Birgit og datteren Susan.

Hans Østergaard blev bisat i stilhed fra Risbjerg Kirkegårds kapel i torsdags.

m-

menu
menu