Dronningen fik Elminas maleri i fødselsdagsgave

Dronningen fik Elminas maleri i fødselsdagsgave

Alle elever i landets 3. klasser har malet royale portrætter i anledning af Dronningens 80-års fødselsdag. Blandt 98 billeder, som er overrakt til Dronningen, er et maleri fra Elmina på Præstemoseskolen. To portrætter fra hver 3. klasse i Hvidovre kan ses på Hovedbiblioteket henover sommeren

Tirsdag den 16. juni fik Dronning Margrethe overrakt en fælles fødselsdagsgave fra alle landets kommuner. Gaven bestod af 98 portrætter af majestæten malet af en elev i 3. klasse fra hver kommune. Et af portrætterne er malet af Elmina fra Præstemoseskolen i Hvidovre, der havde portrætteret Dronningen foran Hvidovre Vandtårn omgivet af garder og et forelsket kronprinsepar. En kopi af Elminas billede bliver lige som de mange andre flotte og finurlige dronninge-portrætter malet af 3. klasser i Hvidovre udstillet på Hovedbiblioteket resten af sommeren. Alle eleverne deltog i opløbet om at få deres maleri med i kommunernes fællesgave til majestæten.

Udstillingen på Hovedbiblioteket blev åbnet samme dag, som Dronningen modtog sin gave på Christiansborg Slot, og mens originalen af Elminas maleri kunne beskues i riddersalen på Christiansborg, afslørede borgmester Helle Adelborg en kopi af portrættet på Hovedbiblioteket. Samtidig præsenterede borgmesteren også et billede malet af Mathias fra Langhøjskolen, som efter udstillingen skal op at hænge på borgmesterkontoret på Hvidovre Rådhus sammen med en kopi af Elminas billede.

De to billeder er udvalgt blandt de mange fine dronninge-portrætter af en jury bestående af bl.a. borgmesteren, skolechef René Rasmussen Sjøholm og koordinator på Billedskolen Michael Boelt Fischer, og Elmina og Mathias skulle sammen med to andre børn fra hver af landets øvrige kommuner have været med til selve overrækkelsen af alle malerierne til Dronningen. På grund af coronavirus kunne dette dog ikke lade sig gøre.

- Det blev ikke helt som planlagt. Kun 10 børn fra 5 kommuner skulle besøge Dronningen, og der vandt Hvidovre desværre ikke lodtrækningen. Men derfor er jeg så super glad for, at vi kan udstille malerierne på biblioteket, holde den her fernisering og særligt takke jer for bidragene, sagde borgmester Helle Adelborg i sin tale til Elmina og Mathias ved afsløringen af deres billeder.

Malerierne fra 3. klasserne i hele landet – inklusiv Elminas - kan ses i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot fra den 17. juni til den 30. august.

Hvidovrebørnenes malerier er udstillet på Hovedbiblioteket

Hvidovrebørnenes malerier er udstillet på Hovedbiblioteket

menu
menu