Dronningens Fortjenstmedalje til Erik Rasch fra Hvidovre

Dronningens Fortjenstmedalje til Erik Rasch fra Hvidovre

​En Hvidovreborger, køreplanlægger Erik Leon Rasch har fået tildelt Dronningens fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste i den kollektive transport.

Erik Rasch har i sit virke hos Movia været med til at præge udviklingen i den kollektive transport - helt tilbage fra 1979, hvor han blev ansat som buschauffør i Hovedstadens Trafikselskab (HT) på Ryvang garage. Erik bor på Engkær i Hvidovre.

Erik fik fortjenstmedaljen overrakt af Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen sidste mandag, hvor der også blev holdt reception. Og fra 1. januar 2020 skal Erik tilbage til der, hvor det hele startede:

- Alt i alt har jeg haft et meget dejligt arbejdsliv i Movia, men det er dog ikke helt slut endnu. Nu skal jeg skifte min PC ud med den position, som jeg startede med i 1979: nemlig som buschauffør bag rattet. Så nu skal jeg på egen krop ud og opleve hvordan det vil sige at køre de busruter, som jeg selv har været med til at planlægge, fortalte jubilaren efter overrækkelsen

Erik har over årene opbygget et unikt kendskab til Movias buslinjer, og han bruger sin lange historik i Movia og sin viden om busbetjeningen i de forskellige områder, når linjerne skal planlægges og køre nye veje. Erik har også igennem en periode været en bærende kraft i Movias julerevy, hvor han har gjort det til sit speciale at lave sketches om bl.a. rejsekortinvesteringen.

Inden længe venter en audiens hos Dronning Margrethe, hvor han får mulighed for at takke for hæderen.

menu
menu