En cykeltur for hele familien

En cykeltur for hele familien

Lørdag den 17. august med to familievenlige ruter i Hvidovre, underholdning, leg, mad og drikke

Lørdag den 17. august inviterer HIF’s Gamle Kæmper til en cykeltur rundt i Hvidovre, tilsat underholdning.

Det er den tidligere “Hvidovre Tour”, der har været afviklet siden slutfirserne, som nu videreføres af Kæmperne - tilsat ændringer.

-Vi har ændret navn og koncept fordi der er så dejligt i Hvidovre - og det skal vi huske hinanden på, siger Klaus Moe fra Gamle Kæmper.

-Vi har skov og strand, marker og kuperet terræn, vi har dyr og smukt byggeri. Perfekt til en go’ cykeltur.

- Der kan stadig køres om kap med vennerne, kollegerne og andre, men dagen kan også gennemføres som en skovtur med medbragt mad og underholdning og leg undervejs.

Prisen for at deltage er også blevet mere familievenlig. 50 kr. for voksne, 25 kr. for børn - uanset rute.

Der er nemlig to ruter - en på 17,5 km. Og en på 26,50 km - og man kan vælge længde undervejs efter hvor “gode ben” man har.

Ruterne følges ad de første 14 km. til Alarmpladsen i Avedørelejren.

Her har alle deltagere gratis adgang til et særarrangement gennemført i samarbejde med bl.a. Cirkusmuseet og Hvidovre Lokalhistoriske Selskab. Museet holder ekstraordinært åbent. Der er skattejagt om præmiere. Historiefortællinger. Og artister både her og på Hvidovre Stadion.

Når man kører ud ad hovedporten i Avedørelejren ved museet kan man vælge rutelængde. Vælger man at køre til højre, er man på den lange rute. Drejer man til venstre vælger man den korte rute.

Turen har start og mål på Hvidovre Stadion. Og hele turen foregår inden for Hvidovre 2650. Begge ruter er handicapvenlige.

På stadion er der også hoppeborg og serveringstelt og cafeteria med mad og drikke.

Yderligere information og tilmelding på Hvidovre-Go-Tur på Facebook.

menu
menu