Endelig dom afsagt i sag om underslæb

Endelig dom afsagt i sag om underslæb

Tidligere personaledirektør i Hvidovre Kommune Per Krog ankede strafudmåling og er nu blevet idømt 1 års betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste

Den tidligere personaledirektør i Hvidovre Kommune Per Krog er i dag blevet idømt 1 års betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste for groft mandatsvig begået over for Hvidovre Kommune. Da sagen blev afsluttet i Byretten i Glostrup i december 2018 blev personaledirektøren idømt 1 og 9 måneders ubetinget fængsel, men han ankede efterfølgende dommen. Selv om den nye strafudmåling er mildere end den første, er man i Hvidovre Kommune tilfreds med, at sagen nu er endeligt afsluttet.

- Det har været en alvorlig og langtrukken sag, og med domsafsigelsen i ankesagen kan vi nu sætte et længe ventet punktum, konstaterer kommunaldirektør Nich Bendtsen.

Tilbage i marts 2015 blev personaledirektøren bortvist fra sin stilling og politianmeldt for uberettiget at have indkøbt og videresolgt en omfattende mængde elektronik, bl.a. computere, kameraer, tablets og smartphones. Uregelmæssighederne blev opdaget af Hvidovre Kommune i forbindelse med en organisationsændring, hvor det blev konstateret, at en stor mængde indkøbt IT-udstyr ikke var registreret som normalt.

Kort før starten på ankesagen frafaldt personaledirektøren sin anke vedrørende skyldsspørgsmålet. Han valgte dog at fastholde sin anke i forhold til strafudmålingen.

red

menu
menu