Et sidste farvel til en god ven og partifælle

Et sidste farvel til en
god ven og partifælle

Erik Frølund-Thomsen og Vagn Majland fra Socialdemokratiet Avedøre og Hvidovre Nord, skriver mindeord om Knud Erik Nielsen:

Minderne om en god ven og partifælle, vil stå tilbage hos os, der stod ham nær. Det var med stor sorg, vi modtog det triste budskab at vores gode ven og Socialdemokratiets ”grand old men” var sovet stille ind, den 15. februar, med sine kære omkring sig.

Når en bisættelse indledes med ”Når jeg ser et rødt flag smælde” er man ikke i tvivl om at en ægte socialdemokrat er gået bort. Knud Erik Nielsen blev bisat fra Avedøre Kirke den 20. februar i en alder af 89.

Knud Erik Nielsen satte, fra begyndelsen af 70’erne og omkring 40 år frem, et særdeles stærkt præg på socialdemokratiets aktiviteter i Hvidovre. Knud var ikke den der selv gik efter ”kors, bånd og stjerner”, men alligevel havde han stor indflydelse. En indflydelse der bl.a. var en følge af hans altid positive støtte til unge medlemmer, der gerne ville yde en indsats i partiet. Vi er mange der har haft glæde af Knud i hans rolle som mentor. Indsatsen blev senere belønnet da en generalforsamling i Avedøre Partiforening besluttede at udnævne ham til æresmedlem.

Knud var uddannet tømrer. Et fag han var stolt af og udførte med stor omhu. Arbejdet som tømrer, bragte ham også ud på eventyr. I starten af sin karriere arbejdede han f.eks. i Iran i en periode. Det var også med stolthed i stemmen, når han berettede om de mange flotte bygninger i København, han igennem årene havde været med til at opføre.

På det politiske område havde Knud rigtig mange opgaver og stod for mange aktiviteter i politiske sammenhænge. Så mange at en samlet beskrivelse næsten vil være umulig. Ikke nok med at Knud selv var meget aktiv. Knuds ægtefælle Tove var lige så aktiv og hun var bestemt en af dem, der var med til at partiforeningen i Avedøre i en lang årrække, planlagde og gennemførte et stort antal aktiviteter, som vi i dag kun kan drømme om.

Knuds politiske karriere startede selvfølgelig i DSU. I begyndelsen af 70’erne blev Knud så valgt ind i bestyrelsen i Socialdemokratiet i Avedøre. Inden længe blev han valgt som kasserer for foreningen og i de næste omkring 30 år var ingen i tvivl om, at der var styr på foreningens penge og medlemstal.

En periode som hegnssynsformand i Hvidovre gav stof til mange anekdoter om både gode og dårlige naboskaber.

Som tømrer havde Knud selvfølgelig indsigt i bygninger og bygningskonstruktioner, hvilket gjorde ham selvskreven til at blive udpeget som vurderingsformand i Hvidovre Kommune. Et job han udførte med stor entusiasme i mange år og som blev kronet med et medlemskab i skyldrådet, som indtil 2002 var der hvor klager over ejendomsvurderinger blev behandlet.

Som medlem af menighedsrådet ved Avedøre Kirke havde Knud stor indflydelse på den nye kirkes fremtoning og aktiviteter.

Minderne er mange om et fint, ærligt og engageret menneske.

Vores tanker går i disse dage til Knuds familie

Æret være mindet om en god ven.

Erik Frølund-Thomsen og Vagn Majland

Socialdemokratiet Avedøre og Hvidovre Nord

menu
menu