Et stærkt handelsliv er vigtigt for Hvidovre

Et stærkt handelsliv er vigtigt for Hvidovre

Der bliver opfordret til at handle lokalt i en ny kampagne, som Hvidovre Kommune sammen med Hvidovre Avis bakker op om. Borgmester Helle Adelborg glæder sig over, at vi har fået kampagnen til byen, da et stærkt handelsliv betyder meget for en kommune som Hvidovre

Det er godt at støtte de lokale butikker i ens nærområde. I hvert fald hvis man også i fremtiden vil have et bredt udvalg af butikker tæt på ens bopæl. I den kommende tid er der masser af fokus på at handle lokalt, når kampagnen ”Sæt pris på din by – Køb Lokalt” folder sig ud over det lokale handelsliv i Hvidovre.

Kampagnen er støttet af Hvidovre Kommune og Hvidovre Avis, og den skal være med til at sætte fokus på Hvidovres lokale forretninger, og opfordre til, at indbyggerne i Hvidovre handler i butikkerne i Hvidovre, så der også i fremtiden er et godt og varieret handelsliv i Hvidovre.

Hvidovre Kommunes borgmester Helle Adelborg ser gode perspektiver i kampagnen. For i en omegnskommune som Hvidovre, der ligger tæt på Københavns alsidige handelsliv og desuden har mange storcentre i nabokommunerne, er konkurrencen hård for de lokale forretninger. Men Køb Lokalt-kampagnen kan være med til at minde Hvidovres borgere om, at det kan være en god idé at handle lokalt.

– Vi har altid haft et stærkt handelsliv i Hvidovre med et stort udbud af butikker, men vores forretningsdrivende lider også under, at mange tager til København eller til storcentrene for at handle, ligesom nethandlen også buldrer frem. Alt det skal der selvfølgelig også være plads til, men jeg vil gerne slå et slag for, at man også handler lokalt. For Hvidovre er en levende by, og vores forretningsliv er med til at skabe det liv, som vi alle sammen godt kan lide. Lokale forretninger lever af lokale kunder og gør ofte en dyd ud af den personlige service, siger borgmester Helle Adelborg, som selv er glad for at handle lokalt.

– Sætter du som jeg pris på at kunne købe dit rugbrød hos den lokale bager, så køb det der i dag for at være sikker på, at vi også kan købe det hos bageren i morgen, siger Helle Adelborg.

Kampagnen ”Sæt pris på din by – Køb Lokalt” er allerede i gang. Der er et bredt udsnit af butikker fra alle dele af Hvidovre med. Konkret vil kampagnen blandt andet bestå af historier om butikkerne og evt. særlige ”køb lokalt-tilbud” i Hvidovre Avis og på de sociale medier samt en række aktiviteter i forretningslivet de kommende måneder.

Kampagnen slutter med en Køb Lokalt-dag lørdag den 5. september, hvor der kommer ekstra mange aktiviteter i og ved de deltagende butikker.

– Jeg er glad for den opbakning, vi møder til initiativerne, som der allerede er kommet fra forretningerne. Det vidner om et stærkt fællesskab og en interesse i at sikre, at der fortsat er et varieret udbud af butikker i Hvidovre. Butikkerne spiller en vigtig rolle i ethvert lokalsamfund, og det gør de også i Hvidovre. Mange af os kan godt lide, at det er de samme butikker, hvor vi ved, at vi får en god service og oplever en personlig betjening, siger Helle Adelborg.

Igennem de seneste måneder har corona-nedlukningen ramt mange butikker på indtjeningen, og derfor kan opmærksomheden på handelslivet være et vigtigt bidrag til få gang i det lokale handelsliv, mener Helle Adelborg.

– Det har været en hård tid for vores forretningsdrivende, så mere end nogensinde har de brug for støtte fra Hvidovre-borgerne. Jeg håber derfor, at Køb Lokalt-kampagnen er med til at få fleres øjne op for de lokale butikkers kvaliteter, siger Helle Adelborg.

Kampagnen kører indtil den 25. september.

menu
menu