Finn fik hjælp til at passe på sig selv som pårørende

Finn fik hjælp til at passe på sig selv som pårørende

Er du pårørende til en ægtefælle, mor, far, barn, søskende eller anden person med kronisk sygdom eller handicap? Der kan være hjælp at hente. Hvidovre Kommunes kursus: "Lær at tackle hverdagen som pårørende" er tilbage 25. januar.

Det kan være utroligt hårdt og krævende at være pårørende til en person, som har brug for meget hjælp og omsorg. Det har 73-årige Finn Heller oplevet på egen krop. Siden slutningen af 90’erne har hans hustru lidt af fibromyalgi, en kronisk fysisk sygdom som har grebet meget ind i tilværelsen for begge parter.

- Fibromyalgi er en usynlig sygdom. Man kan ikke se det, men den er der altid, og man skal leve med det – som den, der har sygdommen og som pårørende, fortæller Finn.

Finn og hans hustru har gennem årene været til forskellige møder gennem den forening for fibromyalgi-ramte, som de er tilknyttet. Men oftest med fokus på den sygdomsramte og det praktiske omkring sygdommen.

I efteråret deltog Finn så på Sundhedscentrets kursus "Lær at tackle hverdagen som pårørende".

- Det har været ret godt. Jeg har fået genopfrisket, hvor vigtigt det er at huske sig selv som pårørende. Det har man brug for at blive mindet om. Man skal selv tage iltmasken på, før man kan hjælpe andre.

Gåture ved vandet

Efter at have været en aktiv cyklist i mange år, er Finn nu begyndt at gå flere ture. Gåturene er en slags meditation, hvor tankerne også kan få lov at vandre, og det har kurset hjulpet ham med at prioritere.

Til gengæld havde Finn med kurset også ønsket at kunne udvide sit netværk med andre, som er pårørende til en person med fibromyalgi eller lignende sygdom. Og så havde han gerne set, at der var lidt flere mænd på holdet.

- Det kunne være spændende at møde andre, der står i en lignende situation derhjemme, og måske med samme type sygdom, så vi kunne hjælpe hinanden. Dem savner jeg at møde i Hvidovre. Min hustru bor hjemme, og det er jo dejligt, men noget helt andet, end hvis ens ægtefælle bor på et plejecenter. Der var desværre heller ikke andre mænd på holdet, og det havde også været fint, hvis det var mere ligeligt fordelt mellem kønnene. Så det er klart en opfordring til andre mandlige pårørende om at opsøge dette kursus. Det er meget givende, siger han.

Nyt kursus for pårørende starter 25. januar

Kurset "Lær at tackle hverdagen som pårørende" afholdes én gang om ugen over syv uger, og hver gang med et nyt tema. Første gang får deltagerne en bog med hjem, som man bruger på kurset, og som man får lov at beholde efterfølgende. Finn havde især glæde af et skema, hvor man hver dag kan notere, hvordan man har det – mentalt, fysisk og i forhold til søvn.

Næste kursusrække starter 25. januar. Har du spørgsmål til kurset, kan du kontakte pårørendekoordinator Sophie Matilde Taulø-Jacobsen på tlf. 4185 0357.

menu
menu