Flot HIF-præstation i Esbjerg og ”tyveri” i Viborg-kampen

Flot HIF-præstation i Esbjerg
og ”tyveri” i Viborg-kampen

Ny formation gav sejr på udebane over oprykningsfavorit – Grov dommerfejl kostede HIF point mod Viborg

FODBOLD: Ingen tvivl om at Hvidovres divisionsmandskab kunne betegnes som et ”såret dyr” da man gik på banen tirsdag aften i Esbjerg.

Her skulle man tage kampen op mod en superliga-nedrykker.

Ændret formation

Per Frandsen havde lavet en del ændringer i forhold til Silkeborg-kampen, både i formation, startende og tilgang.

Hvidovre spillede i en 3-4-3 formation, hvor Ahmed Iljazovski var tilføjelsen i midterforsvaret og Hakan Redzep placeret på venstre wingback. Udgangspunktet var også lidt lavere end det ellers har været, og selv om hjemmeholdet sad på spillet i de første tyve minutter, virkede HIF-mandskabet til at være komfortable – også uden bolden.

Efter en lille halv time fik HIF også den medvind, man har manglet i de øvrige kampe, hvor man har spillet fornuftigt, men ikke kunne komme på måltavlen. Den kom da Hakan Redzep trak lidt ind i banen fra sin venstre wingback og tog chancen fra kanten af feltet og sendte en afslutning, der knækkede i luften og snød Esbjerg-keeperen.

Hvidovres 1-0 mål gav i den grad selvtillid til de rødblusede, der fik skabt et par chancer mere på indlæg, hvor især Oscar Buch med sin hurtighed var en svær mundfuld for hjemmeholdet.

Styr på tingene

I starten af 2. halvleg gik tingene igen Hvidovres vej. Oscar Buch blev nedlagt et godt sted – et stykke uden for feltet, og Hakan Redzep tog sig af frisparket, og sendte bolden hårdt og fladt mod det lange hjørne, hvor Esbjerg-keeperen kun fik halvklaret, og på returen var HIF’s topscorer Tobias Thomsen hurtigt fremme og scorede for 5. gang i otte kampe i 1. division.

Foran 2-0 havde Hvidovre rigtig godt styr på tingene. Uanset at Esbjerg havde bolden mest, blev det aldrig farligt. De tre forsvarsfolk Ahmed Iljazovski, Matti Olsen og Daniel Stenderup leverede en kanon defensiv præstation, og det der endelig kom forbi dem, tog Marco Brylov i målet sig af.

At hjemmeholdet skulle frem på banen, gav plads til HIF’s omstillinger, hvor man var tættere på en scoring til 3-0, end jyderne var på at reducere. Især havde Magnus Westergaard en stor mulighed, efter en flot aflevering fra Oscar Buch.

Grov dommerfejl kostede point

Det var meget tæt på, at HIF for anden gang på en uge kunne snyde et tophold for point, da man hjemme søndag tog imod Viborg. HIF gjorde en god figur, selv når Viborg havde bolden og forsvarede sig godt og de chancer som udeholdet endelig fik skabt, blev sjældent alarmerende.

Offensivt spillede HIF mest på omstillinger og bolden i bagrummet, og efter små tyve minutter kom der så en kæmpechance, da Magnus Westergaard forsøgte med et lop til Tobias Thomsen. Han fik prikket bolden forbi Viborg-keeperen med knæ/låret til Oscar Buch, der fulgte op og sendte sit andet sæsonmål ind for HIF til 1-0.

Kort efter burde HIF have scoret ingen. Westergaard drev en omstilling frem og spillede Buch fri på kanten af feltet, - herfra sendte han bolden på tværs, men hverken Nøhr, Westergaard eller Thomsen nåede frem til afleveringen.

HIFs føring fik Viborg længere frem på banen, og efter en halv time måtte Marco Brylov diske op med en klasseredning helt ude ved stolpen.

I 2. halvleg måtte HIF kæmpe for hver en meter på banen, hvor man dog så rigtig gode ud i duelspillet, der gjorde af Viborg kun blev farlige på standardsituationer. Men efter en time gik det så galt efter et langt indkast til Viborg, der endte for fødderne af Frans Puros, som fik udlignet til 1-1. Kort efter havde HIF så en stor mulighed i den anden ende på et hjørnespark, da Matti Olsens hovedstød blev reddet inde på stregen.

Den åbne kamp fortsatte med chancer i begge ender, men med bare ti minutter igen, begik kampens dommer en kampafgørende fejl, da en ellers velspillende Ahmed Iljazovski begik et tyndt frispark klart uden for feltet, men dommeren pegede - overraskende for alle - i stedet på straffesparkspletten, selv om kontakten var 1 til 1½ meter uden for feltet, hvad TV-optagelserne også beviser.

Dommerfejlen - eller "tyveriet" - fik den konsekvens af Jakob Bonde sikkert kunne sparke gæsterne til en sejr på 2-1. De sidste ti minutter pressede HIF på for at skaffe det ene vigtige point, og man fik skabt flere store chancer især på dødbolde. I overtiden havnede bolden for fødderne af indskiftede Marcus Lindberg, hvis skud ramte stolpen.

Med pointtabet er HIF nu pisket til at vinde i fredagens bundgyser mod Kolding.

<CHARENTITY>8</CHARENTITY>ka-ma

Oscar Buch er flyvende i øjeblikket, og fik scoret i søndagens kamp mod Viborg.                                                                Fotos: Ole Mik

Oscar Buch er flyvende i øjeblikket, og fik scoret i søndagens kamp mod Viborg. Fotos: Ole Mik

menu
menu