Første dag på hestepatrulje i Hvidovre

Første dag på hestepatrulje  i Hvidovre

Politiets hestepatrulje havde debut i Hvidovre i sidste uge - fremover vil de kunne ses i gadebilledet

To velvoksne heste og deres ryttere i form af to politiryttere kunne onsdag spottes i Hvidovre.

Eller, de var svære at overse, da de trak ind til siden på Hvidovre Avis' parkeringsplads for at overskue trafikken på Hvidovrevej.

- Det er første dag vi er ude, men man kan godt regne med at se os i byen i fremtiden, forklarede den ene hestepatruljerytter til Hvidovre Avis.

Hvorfor er det en god ide, at patruljere på heste?

- Det er det fordi, det giver en mere direkte kontakt og dialog med borgerne frem for når man sidder i en bil. Se bare, hvordan du er kommet ud for at tale med os, lød det fra hestepatruljen.

Hvor længe skal hestene være på patrulje?

- Det her er første dag, så nu skal hestene vænnes til det, men i dag foreløbig 1-1,5 time. De skal også lige vænne sig til at bære rundt på os og vi skal se, hvordan de reagerer på f.eks. den bus, der kommer kørende der, forklarede den ridende politimand.

Hestene har hjemme i en stald på Amager og bliver så kørt ud på patrulje til de forskellige byer. Samlet set er der i alt 20 heste, der skal patruljere i hele landet.

Kommer vi så til at se jer hver dag i Hvidovre?

- Ja, det er meningen, lød det fra politipatruljen.

key

menu
menu