Førstehjælp inkl. brug af hjertestarter

Førstehjælp inkl. brug af hjertestarter

Ældreliv Hvidovre afholder onsdag den 11. december kl. 12-16 førstehjælpskursus for seniorer. Det sker i samarbejde med Hovedstadens Beredskab og afholdes i Frihedens Idrætscenter

Er du over 60 år og bosat i Hvidovre Kommune, så er der atter mulighed for at deltage i et temamøde, hvor du lærer eller kan få genopfrisket dine færdigheder i basal livreddende førstehjælp.

Temamødet varetages af erfarne instruktører fra Hovedstadens Beredskab. Som aktiv deltager får man bl.a. viden om førstehjælpens fire hovedpunkter, basal genoplivning, førstehjælp ved fremmedlegemer i luftvejene og brug af hjertestarter, samt mulighed for at afprøve dette gennem praktiske øvelser.

Når et menneske falder om med hjertestop i hverdagen i Danmark, træder andre til med hjælp i to ud af tre tilfælde. Vi er dermed et af de lande i verden, hvor flest træder til. Gennem de seneste 18 år er det lykkedes at firedoble overlevelsen efter hjertestop uden for hospital i Danmark - det har intet andet land præsteret.

Jo flere, der kan yde livreddende førstehjælp og er i stand til at betjene en hjertestarter, des flere menneskeliv kan reddes.

Antallet af hjertestartere stiger år for år. De findes f.eks. i mange boligforeninger, i offentlige transportmidler, samt mange forskellige steder i det offentlige rum. I Hvidovre kommune er der ophængt mere end 50 døgnåbne hjertestartere i lokalområderne (en oversigt findes på hjertestarter.dk)

Deltagelse kræver tilmelding. Der er plads til 32 deltagere. Det er gratis at deltage, og der vil være en let forplejning til mødet.

Tilmelding skal ske via linket sundhedhedscentret.nemtilmeld.dk eller på tlf. 36 39 37 37 til Sundhedscenteret

Mødet er åbent for borgere i alderen 60 år og opefter, som er bosiddende i Hvidovre. Du er velkommen til at tage en pårørende med. Din pårørende skal også tilmeldes.

menu
menu