Folkekøkken på tværs af generationer og kulturer på plejehjem

Folkekøkken på tværs af generationer og kulturer på plejehjem

Forleden aften var Plejecenter Krogstenshave fyldt med eksotiske dufte og smage. Der var dækket op til velgørenhedsmiddag og samvær på tværs af generationer. Familiemedlemmer som andre borgere, både børn og voksne, besøgte de ældre og bragte sammen god stemning til plejecentret.

Det var et initiativ af Hvidovres kuppelformede Nusrat Djahan Moske, som også stod for den indisk/pakistanske menu. En let krydret ’butter chicken’ og en linseret med basmati ris, krydret yoghurt-dressing og salat. Deltagende betalte 75 kr./person, som vil gå tilbage til de ældre. Og pladserne blev hurtigt fyldt op.

- Der har været mere end fuldt hus i aften og der er bare generelt en behagelig og afslappet atmosfære, hvilket vi er utrolig glade for at se. Det her arrangement vil forhåbentlig gøre, at vi kan komme hinanden mere ved, og bl.a. vise vores yngre generation, hvilken værdi vores ældre har. Tak til de frivillige, beboerne og andre borgere, for at gøre aftenen så vellykket, siger Azhar Ahmad, frivillig GenerationGuld.

Arrangementet er blot det første af fire velgørenhedsmiddage på henholdsvis Hvidovres fire plejehjem.

Formålet med folkekøkkenet er – foruden at bringe mennesker sammen på tværs af generationer og kulturer – at indsamle penge til aktivitetskassen til Hvidovres fire plejehjem. Derfor er plejehjemmene gået sammen med moskeen om at skabe nogle hyggelige rammer for aftenen.

- Vi har været i gang siden klokken halv-et med at forberede aftenen, og så har vi bare glædet os til, at I skulle komme. Det var sindssygt hyggeligt, meget hyggeligt, siger en medarbejder på plejecentret

- Jeg efterspørger, at vi skal have mere integration, og noget tyder på, at dette virker, siger en beboer på plejecentret.

- Det har været et rigtigt hyggeligt arrangement. Og jeg er glad for, hvad GenerationGuld laver, og glad for at GenerationGuld laver flere arrangementer. Og jeg skal nok komme og være med til dem også. Det er altid rigtig sjovt, hyggeligt og vel arrangeret, lyder det fra en pårørende til en beboer.

Disse fire velgørenhedsmiddage er sammen med en fodbold-turnering og et velgørenhedsløb en del af GenerationGuld-projektet, startet af moskeens ungdomsorganisation. Arrangementerne vil finde sted i løbet af de kommende måneder, og slutte med velgørenhedsløbet den 19. april 2020, hvor de indsamlede midler vil blive overrakt.

Sidste år var GenerationGuld-projektets første år. Her formåede man at overrække 100.000 kr., som blev fordelt mellem de fire plejehjem. I år er målet 150.000 kr.

Hvis du ikke nåede at være med den 23. januar, har du stadig chancen. Der vil som nævnt blive afholdt yderligere tre folkekøkkener og det næste folkekøkken ligger den 13. februar 2020 på Plejecenter Strandmarkshave. Herefter vil de to andre blive afholdt den 5. marts 2020 på Dybenskærhave og 26. marts 2020 på Søvangsgaarden. Man kan tilmelde sig på: www.generationguld.com.

Folkekøkken

Folkekøkken

menu
menu