Forårsfest for de ældre i Hvidovre næste tirsdag

Forårsfest for de ældre i Hvidovre næste tirsdag

The Spirit of New Orleans underholder ved forårsfesten i Kometen

Det Frivillige Ældrearbejde afholder igen forårsfest for pensionister i Kometen, det tidligere Medborgersalen.

Det Frivillige Ældrearbejde arrangerer én gang årligt en forårsfest for Hvidovres pensionister. Festen afholdes i Kometen (Medborgersalen) med omkring 300 deltagere.

Blandt gæsterne er både hjemmeboende ældre samt beboere fra Hvidovres plejecentre.

Cirka 30 frivillige er med til at afvikle de praktiske opgaver i forbindelse med forårsfesten, både før, under og efter afholdelse af festen.

Forårsfesten holdes på næste tirsdag den 17. marts kl. 14.00-17.00, og billetprisen er 100 kr. for deltagere og 50 kr. for nødvendige hjælpere. Billetprisen inkluderer kaffe og kage, og der kan købes øl og vand til rimelige priser. Billetsalget sælges fra Ældrehuset, Hvidovrevej 253B, mandage, tirsdage og onsdage kl. 10-12.

Glad og swingende jazz

På podiet ved forårsfesten står The Spirit of New Orleans.

The Spirit of New Orleans er i dag ét af de mest kendte og rutinerede orkestre i Danmark, med en unik dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre musikken levende. Orkestret spiller ragtime, blues, marcher, lovesongs, evergreens, egne kompositioner og gospel og spirituals af høj kvalitet.

Udover de musikalske kvaliteter, lægger orkesteret stor vægt på, at skabe stemning gennem en god kontakt til publikum med musik og sang langt ud over scenekanten.

Orkesteret blev dannet i 1990 på initiativ af Preben Nissen. Baggrunden for dannelsen var ønsket om at spille et repertoire bestående af gospel, spirituals, hymns og traditionel jazz. Musik med dybe rødder i grundlaget for New Orleans-jazzen.

menu
menu