FORTJENER BEDRE END FORTRAVLEDE JORDMØDRE

FORTJENER BEDRE END
FORTRAVLEDE JORDMØDRE

STINE ROLDGAARD om hjemmefødsler og hospitalsfødsler:

Til årets sidste markedsdag ved rådhuset blev jeg spurgt om, hvordan hjemmefødsler kan blive en vindersag i den politiske valgkamp. Som stor fortaler for hjemmefødsler er det jo et let spørgsmål at besvare for mig, men hvad tænker alle I andre? I Hvidovre føder 1-3% af alle kvinder hjemme og det tal gælder også for resten af Danmark. De fleste vælger hjemmefødsel, fordi det giver dem tryghed at føde i eget hjem, hvor man er vært for jordemoderen og rammerne er kendte. Ro og forudsigelighed er gode medspillere til en fødsel og mange oplever det modsatte på hospitalet, hvor man feks aldrig ved hvem der kommer ind ad døren, når man ringer på klokken. Risikoen for ekstra og måske ikke helt nødvendige indgreb på den fødende og barnet er også større ved hospitalsfødsler.

Hvis man er en almindelig sund og rask kvinde med en normal graviditet, så er det videnskabeligt bevist, at hjemmefødsel er lige så sikkert som at føde på hospital. Både for mor og barn og nok også for far, men det er vist ikke undersøgt. For os i Hvidovre kan man sige, at vi har den ekstra luksus, at vi bor så tæt på fødegangen, at hvis der er optræk til det mindste uregelmæssige under fødslen, kan jordemoderen og en ambulance få os sikkert til hospitalet og lægehjælp på 10 minutter.

I disse tider hvor stress på føde- og barselsgangen, efterfødselsreaktioner og alverdens allergier og hospitalsinfektioner fylder så meget, kan det måske være ekstra givende at få lov at planlægge og udføre sin egen hjemmefødsel med kendt jordemoder og al den tid og ro i hjemmet, man har brug for. Vi ved, at tiden lige efter fødslen også er meget vigtig for mor og barn. Her knyttes nogle livslange bånd, og gennem amningen gives barnet en god start på livet. Det er fint at gøre det hjemmefra.

Vi bør være mere åbne om at hjemmefødsel er et ønske ALLE som udgangspunkt kan have – også praktiserende læger og jordemødre, som vejleder de gravide. Så giver vi mange mennesker chancen for at få en mindre sygeliggjort fødsel og en rolig start på livet som forældre i eget hjem.

Det er ikke fra min og SFs side et politisk krav eller ønske om at alle skal føde hjemme, der kan bestemt være gode grunde til IKKE at gøre det, hvis man har komplikationer i graviditeten eller føler sig mere tryg ved hospitalet. Men alle gravide bør have det frie oplyste valg. Som kandidat til Region Hovedstaden for SF i Hvidovre har jeg valgt at gøre hjemmefødslerne til en af mine mærkesager. Vi skal trods alt alle sammen fødes en gang, og vores mødre husker på fødslerne gennem hele livet. Spørg dem, hvis I er i tvivl.

Vi fortjener alle bedre end en fortravlet fødegang med 2% sparekrav fra regeringen og det gælder både fødende og personalet, der arbejder med de fødende. Ved at skille flere af de normale fødsler fra dem, der kræver lægeopsyn og hospitalsudstyr, frigør vi nogle ressourcer og giver de kommende forældre mulighed for at tage lidt mere ansvar, imens de professionelle selvfølgelig har styr på, at alt går som det skal med den forestående fødsel af en lille ny verdensborger. Hvis det ikke er en vindersag, så ved jeg ikke hvad er?

De bedste hilsner Stine Roldgaard,

regionsrådskandidat for SF Hvidovre

menu
menu