Fylder 60 år og siger farvel til byrådet

Fylder 60 år og siger farvel til byrådet

En kendt og meget aktiv Hvidovreborger, kommunalbestyrelsesmedlem Annette Sjøbeck, runder de 60 år på søndag den 9. juli.

Annette Sjøbeck, der er gift med Johnny Sjøbeck, - indehaver af øldepotet “Sjøbeck & Humle 2 A/S” - har været uhyre virksom siden ungpigeårene, hvor hun fik en handelsuddannelse i tøjbranchen. Hun tog også ekstrajobs som servitrice, og her mødte hun sin livsledsager Johnny på “Maten Bar”. De første fire måneder af deres ægteskab boede de i campingvogn på Absalon Camping indtil de fik en lejlighed. En periode havde de sammen en bodega på Østerbro, indtil de i 1994 overtog Albani Øldepotet, der senere blev til det private “Sjøbeck Øldepot”. I alle årene har fødselaren været “regnskabschefen” i firmaet, og det er hun skam stadigvæk, trods de mange andre gøremål, hun har kastet sig ud i. Der er i dag nok at gøre med 32 ansatte, en stor kundekreds og en større vognpark.

I en årrække var hun således aktiv leder i ungdomsafdelingen HIF fodbold, og senere i Boldklubben Frem, hvor ægtefællen har været med siden ungdommen.

Det politiske gnist blev vakt, da hun gik med i skolebestyrelsen ved Risbjergskolen, og det førte til medlemsskab af Venstre og senere valg til Hvidovre kommunalbestyrelse for otte år siden. Når 2. valgperiode er slut til november, træder hun dog ud, idet hun efter partiets opstillingsmødet ikke ønskede genvalg, og derefter udmeldte sig og overgik som løsgænger, i øvrigt sammen med partifællen Karl Erik Høholdt.

I en periode har Annette Sjøbeck også haft en gårdbutik på Kløverprisvej, men det var midt i den økonomiske krise, og hun måtte lukke for et ellers spændende initiativ.

Der er reception - åbent hus - i hjemmet på Kløverprisvej allerede på lørdag den 8. juli fra kl. 12.00 til 16.00.

m-

menu
menu