Fyraftensrundvisning

Fyraftensrundvisning

Første Forstadsmuseets fyraftensrundvisning går til Kirkebjerg Industrikvarter i Brøndby på torsdag den 13. juni

Vidste du, at Brøndby en gang havde et chokoladetårn? Eller at kontinentets største duplikatorfabrik lå på Park Allé? Kirkebjerg Industrikvarter er en guldgrubbe af spændende industrihistorier, og nu kan du komme med Forstadsmuseets fyraftensrundvisninger på torsdag den 13. juni kl. 17.00 og søndag den 16. juni kl. 14.00. Måske har du også selv arbejdet på en af fabrikkerne i området og kan fortælle en historie eller to.

Kirkebjerg Industrikvarter blev anlagt i tiden lige efter Anden Verdenskrig, men allerede i 1920 var der planer for området, da der blev anlagt at sidespor fra Roskildebanen. Planerne om områdets industriudvikling blev imidlertid udsat i et par årtier, men efter krigen gik det for alvor løs. I 1945-47 blev Brøndbys første byplanvedtægt vedtaget, og den udlagde bl.a. området syd for banen på den gamle Kirkebjerggårds jorder til industriområde, og de første industriforetagender kunne rykke ind. Det blev alt lige fra en chokoladefabrik med chokoladetårn til den ene af landets første hudecentraler og Nordens største betonelementfabrik, der kom til at ligge i området.

Fyraftensrundvisningerne varer ca. 1½ time hver og er gratis, men kræver tilmelding hos Forstadsmuseet tlf. 36 49 00 30 eller på mail forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk

Der er plads til 30 personer på hver rundvisning. Man mødes på den store græsplæne på hjørnet af Park Allé og Kirkebjerg Parkvej, hvor man også kommer tilbage til.

menu
menu