GRÆKERKVARTERET rammen om ny roman

GRÆKERKVARTERET
rammen om ny roman

Forfatter fandt det perfekte miljø til sin hovedperson i Hvidovre

Grækerkvarteret i Hvidovre, Friheden S-Station, de hvide højhuse ved stadion og Hvidovre Idrætsforening spiller en central rolle i en ny roman, "Er der d i forvandle?", som udkommer på Byens Forlag den 30. januar. Bogens forfatter er Peter Faber, og han har lavet en omfattende research i Hvidovre for at beskrive det miljø, hvori en stor del af bogens handling foregår.

- Der er tale om ren fiktion, men jeg havde behov for at finde nogle konkrete rammer, som var med til at definere min hovedperson, og valget faldt af flere årsager på Hvidovre. Jeg skulle bruge en fodboldklub med en storhedstid og kendte profiler på cv’et, en S-togstation i nærheden af København og da hovedpersonens store interesse er de græske guder, var det naturligt at bosætte ham i Grækerkvarteret, nærmere betegnet Paris Boulevard, fortæller Peter Faber.

Også de hvide boligblokke ved Friheden Station, kendt som højhusene, indgår i romanen. Det er her Poul Erik Godtfredsen, bogens hovedperson, vokser op i et kærlighedsløst hjem. Han formår ikke at indfri farens drømme om en fodboldkarriere, men vil hellere lukke sig inde i sin egen drømmeverden; der hvor de græske guder, som han kender fra vejskiltene i Grækerkvarteret, hersker.

Livsbekræftende

- Bogen handler om, hvad opvækst gør ved børn, men det er ikke en sørgelig og trist fortælling. Tværtimod. Det er nærmere en livsbekræftende historie om, at tilfældigheder kan ændre ens liv, også selv om man er på vej ind i den tredje alder. Der er dem, der vil kalde det en kærlighedsroman, og det må de gerne for min skyld, siger Peter Faber.

Bogens to hovedpersoner, afdelingschef Poul Erik Godtfredsen fra Hvidovre og skuespilleren med den beskedne karriere bag sig, Molly Morell, der bor på Fyn, kender ikke hinanden, men de begynder at spille Wordfeud mod hinanden, og spillet udvikler sig til mere end bare et spil.

- Det store spørgsmål er, om de tør tage chancen og bryde med kedsomheden og ensomheden?. Det tror jeg er et spørgsmål mange seniorer stiller sig selv, slutter forfatteren.

menu
menu