Grin og gøgl på museet i efterårsferien

Grin og gøgl på museet i efterårsferien

Cirkusmuseet byder i uge 42 på enestående cirkusoplevelser for hele familien. Oplev den sjove og superenergiske multiartist Gugge og bliv cirkusartist

Fra den 14.-18. oktober kan man hver dag kl. 11 opleve gøgl og artisteri i særklasse, når komikeren, akrobaten og gøgleren Gugge optræder. Med hans umådeligt fjollede, og meget timede klovnenumre fanger han både børn og voksne. Oplev ham jonglere med bordtennisbolde i munden, spille fodbold i slowmotion og meget mere. Gugge har bl.a. optrådt i Cirkus Charlie og Cirkus Baldoni. Showet er for alle aldre og koster 20 kr. + entrébillet. Billetter kan købes på cirkusmuseet.dk.

Går du med en cirkusartist i maven eller har du blot fået mod på at prøve kræfter med artisteriet, er der efter showet Cirkusleg i Fægtesalen mandag til fredag fra kl. 12-14 og om søndagen kl. 11-12.30. Her kan du bl.a. prøve trapez, line og alverdens jongleringsudstyr under vejledning af museets egen cirkusartist. Museumschef Mikkel Knudsen lover, at der vil være mulighed for gode grin, men også for at testet sine egne evner som artist:

- Igennem Cirkusleg får du en respekt for det arbejde, der lægger bag artisternes kunnen, men du får også erkendelser om dine egne evner og som regel dukker der nye op i arbejdet med cirkus...

På selve museet kan du i uge 42 gå på opdagelse i den spændende udstilling og fordybe dig i en cirkusverden med sjove og spektakulære rekvisitter, kostumer og filmklip med virkelighedens artister. I udstillingen er der mulighed for at klæde sig ud som bl.a. klovn og cirkusprinsesse samt at gå på skattejagt. Fra mandag til fredag kl. 13 kan du komme tættere på cirkusverdenens spændende fortællinger, når museets formidlere byder på Vilde Historier, hør bl.a. om Danmarks mest berømte tryllekunstner Truxa eller udbryderkongen Bernardi.

I Museets Kreative Værksted kan du hele efterårsferien fra kl. 11.30-15 lave din egen cirkusplakat, cirkushat eller bruge indtrykkene fra museet til at kreere din egen cirkusmanege og cirkusfigur. Her kan både store og små slippe fantasien løs, når museet stiller alle remedier fra pap og fjer til pailletter og tusser til rådighed.

Der er således rig mulighed for at få gode grin og spændende oplevelser i efterårsferien, hvor hele familien kan være med. Se mere information og program på museets hjemmeside cirkusmuseet.dk

menu
menu