Håndbolddamerne tog begge point i sæsondebut

Håndbolddamerne tog begge point i sæsondebut

HÅNDBOLD: Med en sikker sejr på 24-19 over Slagelse Håndboldklub fik Hvidovres bedste håndbolddamer den bedste start på den nye sæson i 3. division. Selvom antallet af tekniske fejl stadigvæk var til at få øje på hos hjemmeholdet, var især angrebsspillet præget af både mod og lysten til at gøre hinanden gode.

HIF startede som lyn og torden i en affære, som i starten af første halvleg lignede noget, der nærmest kunne betegnes som spil til et mål. Slagelse-pigerne virkede tunge og var slet ikke indstillede på Hvidovres offensive forsvarsspil. Og hvor de rødblusedes angrebsspil flød i højt tempo med et hav af åbne chancer til følge i begyndelsen af premiereopgøret, så stivnede pigerne pludselig - måske i takt med at de mentale kræfter kom lidt på overarbejde. I hvert fald spillede Slagelse sig langsomt ind i opgøret, men helt tæt på Hvidovre kom de aldrig:

- Vi havde glædet os sindssygt meget til kampen, og vi var nok også lidt nervøse, samtidig med at vi rigtig gerne ville gøre det godt, forklarede Hvidovres hårdtskydende højreback Katja Melander Rasmussen efter kampen.

- Vores angrebsspil er fokuseret på, at vi skal gøre hinanden gode og agere som en helhed. Og trænerens filosofi er, at fællesskabet skal være styrken. Det tager bare længere tid at implementere, end når man er alene skal være afhængig af enkeltmandspræstationer. Hun peger især på, at Hvidovres damehold består af en række nye spillere, som lige skal lære at spille sammen og have helt styr på timingen, men at sejren tirsdag aften er et godt pejlemærke mod fremtiden:

- Vi har haft en supergod optakt, og jeg skal hilse at sige, at vi har hænderne og hovederne fulde af spilidéer, som lige skal have noget tid til at sætte sig. Heldigvis er det jo en proces, som jeg er ret glad for at være en del af, siger Katja Melander Rasmussen.

For Hvidovre leverede bagspilleren Mie Ekman, som er ny i truppen, en flot indsats og gled fornemt ind i spillet. Samtidig formåede Maiken Jennie Dufour i rollen som ny playmaker kampen igennem at sætte angrebsspillet flot og varieret op, og så formåede de to rutinerede spillere Maria-Louise Dam og Helena Wiingaard at tage et kæmpe slæb som fremskudte i forsvarsspillet, og samtidig scorede de på hovedparten af de chancer, der blev produceret i den anden ende. Katja Melander på højre back var også stærkt spillende - både i rollen som afslutter, men i allerhøjeste grad som spilleren, der kreerer chancer til medspillerne.

menu
menu