Hæder for stort virke

Hæder for stort virke

Lisbeth Pedersen fra Cyklistforbundet modtager Hvidovre Kommunes Sundhedspris 2020

Ved en sammenkomst på Hvidovre Rådhus i eftermiddag – onsdag – overrækkes Hvidovre Kommunes Sundhedspris 2020 til Lisbeth Pedersen, Hjørnagervej, turleder i den lokale afdeling af Cyklistforbundet. Det sker som hædersbevisning for et stort virke.

Lisbeth Pedersen har været turleder i Cyklistforbundets Brøndby-Hvidovre Afdeling siden 2012 og har i årene været en vedholdende leder af både de månedlige cykelture ”Ud i det Blå” – og enkeltstående ture til seværdige turmål.

De seneste år har Lisbeth, i samarbejde med Hvidovre Kommunes Sundhedscenter, været initiativtager og primusmotor ved de ugentlige mandagsture ”Vi Cykler Sammen”, som har været på programmet i perioden fra april / maj til oktober.

I 2020 kom mandagsturene godt i gang under betryggende forhold i juni, trods de mange aflysninger og forhindringer, som blev skabt af Covid-19.

Fortjent hæder

Formanden John Barber fortæller om Lisbeth Pedersen store engagement:

– Lisbeths ture tager udgangspunkt i Hvidovre og nærmeste omegn og tager hensyn til de enkelte deltageres træning og fysik. Turenes længder, hastigheder og destinationer gør, at turene tydeligvis er for alle, som har en cykel. Alle deltagere får motion og frisk luft og kan også nyde turenes sociale aspekt, ikke mindst i de indlagte pauser, hvor turens fællesskab fremmes, og de medbragte forfriskninger indtages.

– Ved turene ”Ud i det Blå” vælger deltagerne selv rute og turmål. Og i ”bedre tider” har turene ”Vi Cykler Sammen” afsluttet med kaffe / te og en hygge stund i Sundhedscentrets lokaler. Lisbeths opgaver er løst fuldt ud frivilligt. Turene er gratis at deltage i. Der kræves ikke tilmelding. Og deltagerne er ikke forpligtet på anden måde.

– Lisbeths engagement ved cykelturene har været med til at fremme bevægelse og sundhed i Hvidovre og omegn - på tværs af både geografiske og aldersgrænser. Så tak til Lisbeth for sit store arbejde. Og tillykke med en fortjent hæder, slutter Cyklistforbundets formand.

Overrækkelsen i dag på Hvidovre Rådhus vil på grund af de gældende coronarestriktioner kun blive med deltagelse efter indbydelse.

menu
menu