HAN SIDDER FAST I 30’ERNE!

HAN SIDDER FAST I 30’ERNE!

Kenneth Kristensen Berth ville måske hellere undvære opsvinget?, skriver KIM VALENTIN:

Kennet Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti skyder mig i skoene at gå rundt med forestillingen om, at danskere med udenlandsk baggrund gemmer på en lille glad dansker i maven ”parat til at vifte med Dannebrog”. Lad mig bare starte med at rydde den misforståelse af vejen. Jeg interesserer mig ikke for maveindholdet hos andre mennesker. Det må være en sag mellem dem og deres fordøjelse.

Selv om det er spændende med et indblik i Kennet Kristensen Berths fantasifulde tanker, må billedet naturligvis stå for hans egen regning. Jeg er helt klar over, at symboler har en stor plads i maven på nogen politikere, men jeg er ikke en af dem. Jeg kunne ikke drømme om at graduere mennesker, efter hvor meget de tilbeder Dannebrog, som det vist er tilfældet med Kennet Kristensen Berth og hans ligesindede.

Det er ikke bare primitivt, men også fordummende for de reelle udfordringer, vi har med integrationen flere steder i Danmark. Dem anerkender jeg fuldstændig. Men jeg nægter at synke ned til et niveau, hvor jeg ikke kan se skoven for bare træer. For virkeligheden er jo, at langt de fleste mennesker med udenlandsk baggrund indgår helt ukompliceret i startopstillingen i Danmark hver dag. Det glæder mig.

Jeg ved ikke, om Kennet Kristensen Berth har gjort sig den ulejlighed at undersøge forudsætningerne for det økonomiske opsving i Danmark over de seneste år. Hvis det ikke tilfældet, kan jeg fortælle, at tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft er helt afgørende for, at vores erhvervsliv har haft adgang til den nødvendige arbejdskraft. Men jeg skal måske forstå det sådan, at Kennet Kristensen Berth hellere ville undvære opsvinget, fordi udenlandsk arbejdskraft – formentlig uden dannebrogsflag i maven – bidrog til Danmarks velstand?

MF Kim Valentin (V),

Folketinget, Christiansborg.

menu
menu