HIF forlænger med Frandsen

HIF forlænger
med Frandsen

Også talentchef og trænerassistent Christian Grønbæk fik forlænget kontrakten

FODBOLD: Uanset om næste sæson byder på 1. eller 2. divisionsfodbold bliver det med den nuværende cheftræner Per Frandsen i spidsen for holdet. Cheftræneren, der med rimelig succes har styret holdet siden sommeren 2017, hvor det først blev til oprykning og siden overlevelse i NordicBet Ligaen.

Forlængelsen kommer som en naturlig proces og en løbende dialog imellem klubben og cheftræneren, og det glæder formand Martin Krogh-Jensen at man nu har fået papir på hinanden til den kommende sæson:

- Det har hele tiden været vores hensigt at forlænge med Frandsen, men Corona-afbrydelse gjorde, at der var andre opgaver der pressede sig på, så papirnusseriet måtte vente lidt, lyder det fra Krogh-Jensen.

- Med forlængelsen fortsætter vi den stabilitet som vi i klubben har oparbejdet igennem de sidste tre år med Frandsen ved roret. Det var vigtigt for os at signalere, at han har vores fulde opbakning i en presset slutspurt, samt gøre det klart til de kommende forhandlinger med spillerne, hvordan det sportslige-setup ser ud.

Assistenten også på plads

Samtidig har man forlænget med den nuværende assistenttræner Christian Grønbæk, der også har ansvaret for klubbens talentarbejde.

- Jeg synes de to supplerer hinanden rigtig godt, det er noget vi kan se i det daglige på træningsbanen og i kampene. Udover at begge har den højeste træneruddannelse (FIFA Pro) er det også to meget dedikerede mennesker, der arbejder hårdt for at udvikle klubben og holdet.

I sin dobbeltrolle som talentchef og assisttræner på 1. holdet skal Christian Grønbæk også bane vejen for, at flere af klubbens egne talenter finder vej til HIFs bedste hold.

- Udover at han er super dygtig fagligt, skal forlængelsen med Grønbæk også ses som et signal til vores unge akademispillere, om at vi holder øje med dem fra første gang de træder ind af døren. Det skaber en fin rød tråd igennem hele klubben og samarbejdet imellem talentafdeling og seniorer har vel aldrig stået stærkere, slutter Martin Krogh-Jensen.

Før Per Frandsen overtog Hvidovre, har han stået i spidsen for AB, HB Køge og Brøndbys U19 hold, og i sin aktive karriere var han bl.a. forbi Bolton, Lille og FCK. På landsholdet var han en del af 98´holdet, der nåede kvartfinalen ved VM i Frankrig. ka-ma

Christian Grønbæk.

Christian Grønbæk.

menu
menu