HIF havde ”luret” dem af i sidste træningskamp

HIF havde ”luret” dem af
i sidste træningskamp

Fik fortjent 2-2 mod Nykøbing FC, efter flot indsats og på trods af udvisning

FODBOLD: Det var på ingen måde en let opgave der ventede Hvidovres divisionshold, da man søndag aften skulle en tur til topholdet på Falster, hvor man jagtede sæsonens første point.

Hjemmeholdet Nykøbing FC havde fået en drømmestart på sæsonen med sejr over HB Køge og nedrykkerne fra Vejle, og onsdag slog man Holbæk ud af Sydbank Pokalen. Derudover erindres det at Per Frandsens mandskab var “kørt ud af banen” i sommerens træningskamp på samme bane. Og historisk set havde Nykøbing FC i lang tid haft krammet på Hvidovre, der ikke havde besejret dem siden november 2014.

Det er altid diskutabelt om man skal spille træningskamp mod et hold, man skal møde i de første kampe i turneringen; - måske har ens modstander læst én. Det troede Nykøbing FC’s træner i hvertfald han havde, men det var nok Per Frandsen der havde lært mest af sommeres første testopgør.

Mange HIF-chancer

Nicolaj Agger var rykket op i angrebet sammen med Stefan Nygaard, og den ”overfaldsfodbold” Hvidovre ellers er kendt for under Frandsen, var erstattet af et mere kynisk og afmålt pres i et lidt lavere udgangspunkt end man ellers har set på det sidste. Det betød ikke at Hvidovre “gravede sig ned”, de to angribere startede stadig presset på den sidste tredjedel af banen, men lod hjemmeholdets bagkæde trille bolden rundt.

Den taktik tog fuldstændig brodden af Nykøbings power-spil. Hver gang hjemmeholdet var i nærheden af Hvidovres mål, var defensiven i balance og holdt hjemmeholdet fuldstædig fra afslutninger på mål.

I den anden ende fik HIF tilspillet sig et par gode muligheder, og efter 20 minutter kom Lirim Qamili godt fri på kanten af feltet, men afslutningen gik forbi mål. Kort efter er det så Mikkel Nøhr, der trykker af udefra, men lige på keeperen.

Efter 28 minutter fik Hvidovre så prikket bolden i kassen, Magnus Fredslund stod for et fremragende indlæg til modsatte stolpe, og her dukkede Nicolaj Agger op, og headede HIF i front til 0-1. Minuttet efter havde Agger så muligheden for at blive dobbelt-målscorer. Stefan Nygaard fik erobret bolden fra Nykøbings bagkæde og sendte en god bold dybt til Agger, der dog ikke fik ramt bolden ordenligt.

Det gode HIF-spil fortsatte også i 2. halvleg, og to gange fik HIF faktisk bolden i mål; - første gang var det Nygaard der fra baglinjen headede bolden forbi keeperen til en helt fri Lirim Qamili, der sendte bolden i et tomt mål, men linjedommeren vurdere at bolden var ude da Nygaard headede. Efter 74 minutter var det så indskiftede Oscar Buch, der afleverede bolden ind i hovedet på Agger, der headede bolden i mål, men blev korrekt vinket for offside.

Rødt kort ændrede kampen

I slutningen af 2. halvleg pressede Nykøbing forståeligt nok mere på. Den tidligere HIF’er Mikkel Dahl fik bolden på kanten af feltet, og her kastede kaptajnen Mike Mortensen sig ned i en tackling, som dommeren vurderede til et frispark, og gav samtidig Mortensen det andet gule kort, hvilket betød at HIF måtte spille et kvarter plus fire tillægsminutter i undertal.

Udvisningen ændrede kampens billede totalt. HIF havde svært ved at omstille sig, og spillerne virkede lidt trætte. Om det var trætheden der var forskellen er svært at sige, med 10 minutter igen, fik en helt fri Lars Pleidrup bolden inde i feltet og kunne udligne til 1-1.

Kort efter var den så gal igen. Et hurtigt frispark blev sendt ud på modsatte kant, og et indlæg ind til Magnus Warming, gav plads imellem HIF’s to midtstoppere og gav Nykøbing 2-1.

Her kunne det hurtigt være blevet til en ufortjent nedsmeltning for Hvidovre, men spillerne viste god moral og fik hurtigt svaret igen. Man gik til angreb, og med et frispark fra Oscar Buch, landede bolden for fødderne at Matti Olsen, der sparkede sin første scorering i den røde trøje i mål til 2-2.

Dybt ind i overtiden havde HIF endda muligheden for at tage alle tre point, men hjemmeholdet holdt stand.

Positivt: Nicolaj Agger på toppen, - ham og Stefan Nygaard var en stor del af den ændring af presspillet der lykkedes så godt. De var kloge til at vurdere hvornår de skulle være aggressive og hvor når de skulle skærme. Men placeringen af Agger på toppen, kommer han også oftere i feltet, hvor han er god. Han havde 4-5 afslutninger i kampen og de to går i kassen - det ene dog offside.

Den taktisk ændring der lykkedes for HIF: Det var en destilleret indsats af drengene, der viste at holdet godt kan spiller anderledes, når der er brug for det.

Negativt: De offensive omstillinger skal være skarpere, de offensive spillere er så dygtige, når man kigger på dem spiller for spiller og man tilspiller sig rigtig mange omstillingsmuligheder, men produktet skal blive bedre.ka-ma

menu
menu