HIF med 10 spillere var ikke langt fra en sejr

HIF med 10 spillere var
ikke langt fra en sejr

Tabte 2-1 til Fremad A, men missede kæmpechancer i 2. halvleg

FODBOLD: Personlige fejl, for mange brændte chancer, og en dum udvisning, kostede nok HIF drømmen om top seks, der nu kun synes matematisk mulig. Det var en af de kampe HIF skulle vinde, hvis muligheden for top seks, og dermed hurtigt overlevelse i 1. division, skulle være realistisk. Men især det, at Sebastian Avanzini "tabte hovedet" og fik to gule kort, var uden tvivl medvirkende til at man tabte den vigtige kamp mod Fremad Amager med 2-1.

Det var "op ad bakke" fra start i det vigtige opgør på den midlertidige hjemmebane i Køge mod de succesrige Amarkanere, der blot skulle bruge et lille minut før bolden lå i Filip Djukic mål. HIF-keeperen fik i første omgang afværget Pierre Larsens afslutning, men bolden havnede igen hos Fremad Amager anfører, der fra baglinjen fandt Marcus Bay, helt fri i feltet, og imens Matti Olsen stod og kiggede på, kunne Bay sparke sit hold i front og efterlade HIF med lidt af en mavepuster.

Hvidovre kom, som så mange gange før "op på hesten igen", og fik taget initiativet i kampen, og kort efter Fremad Amagers scoring, tog Sebastian Avanzini chancen ude fra, men afslutningen gik lige på Pryts i målet.

Avanzini udvist

Det var desværre også eneste positive aktion fra Avanzini i den kamp, for efter bare tyve minutter smed han først bolden alt for let væk efter et hjørnespark, der startede en farlig omstilling til gæsterne. HIF havde dog kontrol over situationen med fire mand bag bolden, alligevel skubbede Avanzini unødvendigt Fremad Amagers målscorer omkuld fem meter uden for feltet, og tog dermed sin første advarsel.

Ti minutter senere tabte Avanzini igen hovedet, da han midt på banen gik alt for voldsomt ind i en tackling, der udløste hans andet gule kort på bare ti minutter, og derfor måtte se resten af kampen (samt de to næste opgør) fra tribunen. Det blev ikke bedre af at Mikkel Nøhr kort forinden var udgået med en skade i baglåret.

De 10 resterende Hvidovre-folk kæmpede videre i jagten på en udligning og fortsatte langt hen af vejen med initiativet i kampen, og forsvarede sig godt mod Fremad Amagers hurtige offensiv.

Mulighederne for en udligning kom, trods undertallet, mod slutningen af halvlegen, hvor først Magnus Westergaard tog en god tur op i banen og fik en afslutning på kanten af feltet, der gav et hjørne. Herefter lykkedes det faktisk Daniel Stenderup at få bolden i mål på Kim Aabechs indlæg, men linjedommeren var hurtigt oppe med flaget og Stenderup måtte se sin scoring annulleret.

Kort før pausen var HIF igen tæt på en udligning, efter et hjørnespark hvor Magnus Westergaard kom flyvende og fik headet bolden med stor fart på Amager keeperen der kun kunne halvklare, hvilket gav en retur til Tobias Thomsen, der ikke fik nok ud af den mulighed. Thomsen har ikke scoret i 10 divisionskampe, men jagter trods alt mulighederne og arbejder forbilledligt.

Efter p ausen kom Rasmus Louie Larsen ind i stedet for Hakan Redzep som venstre back, og den løbestærke spiller efterlod et godt indtryk både offensivt og defensivt. Desværre kunne han ikke forhindre gæsterne i at komme på 2-0. Efter fire minutters spil sendte Pierre Larsen et indlæg ind i hovedet på Kristoffer Munksgaard, der vandt duellen mod Matti Olsen og serverede bolden for fødderne af en helt fri Olakunle Olusegun, der sendte bolden ind bag Filip Djukic, og så skulle HIF virkelig grave dybt.

Efter en times spil var det så også slut for Magnus Westergaard og Nicolaj Agger, der begge fortsat er et stykke fra at være på 100%. Til gengæld kunne man se alderspræsidenten Kim Aabech virkelig træde i karakter, med anførerbindet på armen gik han længere tilbage i en playmakerrolle i det offensive spil og var flere gange med i det defensive arbejde.

Store chancer til slut

Gæsterne trak sig længere tilbage og overlod mere af initiativet til Hvidovre, der fik skabt chancer, men igen var udnyttelsesprocenten simpelthen for lille.

Med et kvarter igen skulle Tobias Thomsen dog have været på måltavlen, da han misbrugte et klasseindlæg fra Rasmus Louie Larsen. HIF topscoreren var ellers i en drømmeposition, men fik alligevel headet bolden forbi mål. Kort før tid kom det reducerende mål så, da Aabech sendte et indlæg ind til Thomsen, der fik afsluttet og på returen var det paradoksalt nok forsvarschefen Daniel Stenderup der var lysvågen og fik sparket en reducering til 2-1 i mål.

Herefter satsede HIF alt, bl.a. med Matti Olsen på toppen, og to minutter inde i overtiden kom så CHANCEN! Matti Olsen sendte en dyb bold af sted til Rasmus Louie Larsen, der kom til baglinjen og fandt Tobias Thomsen, der kun kunne snitte den videre til Marcus Lindberg. Men han brændte en kæmpechance og Hvidovre missede dermed et muligt comeback og top seks.

De brændte chancer må siges at være billedet på Hvidovres sæson lige nu, hvor holdet er et af de mest chanceskabende mandskaber i 1. division. Alligevel er det kun blevet til 21 mål i 18 kampe, hvor de 10 har været på standardsituationer. Nu synes top seks at være langt væk fra Per Frandsens mandskab, der nu skal kæmpe om vigtige point, så afstanden til nedrykningsstregen kan øges.

Hvidovre spiller allerede fredag en svær udekamp mod det absolutte tophold Viborg, der fortsat er ubesejret i grundspillet. ka-ma,

menu
menu