High-fives på cykelstien

High-fives på cykelstien

Dansborgskolens 9. årgang undersøgte kammeraternes cykelvaner

Mange unge mellem 13 og 15 år tager cyklen, når de skal i skole, til sport eller mødes med vennerne. Men cyklen kan også blive valgt fra, fordi det er kedeligt at cykle eller fordi man ikke lige har lyst til at trække i regntøjet, når det er dårligt vejr.

Sådan lød nogle af indsigterne fra de fire grupper elever fra Dansborgskolens 9. årgang, som i februar har undersøgt kammeraternes cykelvaner i forbindelse med deres projektuge. Det er Hvidovre Kommunes cykelprojekt "Cykelby Hvidovre", der har stillet eleverne udfordringen at tænke kreative løsninger, der skal gøre det mere attraktivt at vælge cyklen for de unge.

En gruppe foreslog at installere varmelegemer i cykelsaddel og håndtag, som skal gøre det mere behageligt at cykle på de kolde dage, og at montere en powerbank på cyklen, som oplader mobiltelefonen, mens man er på farten.

Elevernes projekter har FN’s Verdensmål og bæredygtighed som overordnet ramme, og en gruppe havde et forslag om en abonnementsordning på et cykelstativ, hvor stativet automatisk registrerer kørte kilometer som udløser rabatpoint, der kan bruges i det lokale supermarked. Eleverne havde oprettet en hjemmeside til køb og administration af løsningen. En anden gruppe havde lavet en prototype på en "high-five-arm", man som cyklist kan give et dask i forbifarten, og som samtidig registrerer farten og viser dagens hurtigste cykeltider på en eltavle.

Alle løsninger blev præsenteret til en fernisering i skolens teatersal i februar. Gennem projektforløbet "Elever af Ellehammer" samarbejder skolen hvert år med kommunen og de lokale virksomheder, som inviterer eleverne i de store klasser til at bruge deres viden og redskaber fra den daglige undervisning til at løse virkelighedsnære problemstillinger.

Også kommunens miljøafdeling og Sundhedscentret samt virksomheden Biofos bidrog med udfordringer til eleverne i årets Elever af Ellehammer.

Dansborg

Dansborg

menu
menu