Hollands landstræner til HBC

Hollands landstræner til HBC

Et HBC-scoop med tilknytning af stor trænerkapacitet

BADMINTON: Hvidovre Badminton Club har nu gennem en årrække arbejdet hårdt på at skabe et stærkt og attraktivt træningsmiljø - bygget op omkring cheftræner Rune Ulsing. Den sportslige fremgang har været så markant, at den ambitiøse klub nu lægger yderligere lag på ved at tilknytte endnu en anerkendt træner-kapacitet.

Navnet er Jonas Lyduch, der de seneste fire sæsoner primært har arbejdet som landstræner for Hollands seniorelite, men inden da leverede et fremragende stykke trænerarbejde i Greve Strand Badminton, der med Jonas Lyduch i trænerstaben bl.a. nåede at vinde hold-DM.

41-årige Jonas Lyduch har ligeledes tidligere været ansat som U17 landstræner i Badminton Danmark og gennem årene har han arbejdet med en perlerække af topspillere: Joakim Persson, Rikke Søby Hansen, Anders Antonssen, Mia Blichfeldt, Rasmus Gemke, canadiske Michelle Li, Hong Kong’s Ng Kha Long og hollandske Mark Caljouw, der i den forgangne weekend nåede semifinalen i herresingle ved All England turneringen.

– Jeg glæder mig virkelig til at assistere HBCs cheftræner, Rune Ulsing. Jeg ved, hvad han står for og hvor meget han kan, så det kan kun blive godt, siger Jonas Lyduch til Hvidovre Avis.

– Rune og jeg snakker det samme badmintonsprog, men vi er selvfølgelig ikke enige om alt. Derfor kommer jeg helt sikkert til at bidrage med nye indslag – og jeg kommer også ind og ser med friske øjne på spillerne, hvilket altid er sundt. Sammen kommer vi til at presse spillerne på den gode måde, så vi kan få skubbet dem endnu mere i den rigtige retning, fortsætter Jonas Lydych.

God udvikling

– Det er fantastisk at få Jonas med i HBC, for ikke alene så kender han dansk badminton ud og ind. Han er også en mand der ved, hvordan det er at arbejde med international topbadminton og udvikle spillere til det niveau. Og derfor kommer han også på den front ind med nogle særdeles væsentlige kompetencer i forhold til dén proces, vi har sat i gang til gavn for HBC og forhåbentlig også for dansk badminton, fastslår Rune Ulsing.

Dorthe Ryberg, der er HBCs Eliteansvarlige, kan nærmest ikke få armene ned ved udsigten til at der nu tilføres ekstra trænerressourcer.

– Netop udviklingen af vores spillere ligger os allermest på sinde, så derfor er det et ”must”, at vi konstant fokuserer på, hvordan vi forbedrer rammerne i den daglige træning. Og jeg tør godt sige, at vi med tilførslen af Jonas Lyduch står med et træner-setup som rigtig mange klubber kommer til at misunde os, fastslår Dorthe Ryberg.

Nyheden om udvidelsen af trænerstaben kommer på et tidspunkt, hvor HBC stadig er hårdt ramt af corona-nedlukning. Virkeligheden lige nu er, at HBC ligger til oprykning fra 1. division til Ligaen, at 2. og 3. holdet p.t. står til at rykke op i 2. og 3. division, men at turneringerne fortsat er lukket ned. Fra Badminton Danmarks side forventes det, at sæsonen kan spilles færdig i maj/juni, så dermed er der stadig håb om, at HBCs bedste hold får lov til at gøre en meget vellykket sæson færdig.

menu
menu