HVEM ER ET PROBLEM FOR HVIDOVRE OG DANMARK?

HVEM ER ET PROBLEM FOR HVIDOVRE OG DANMARK?

Spørgsmål fra SOLVEIG ISBRAND og svar til Kenneth K. Berth:

Kenneth K. Berth, medlem af DF, skriver i et læserbrev i sidste uges Hvidovre Avis den 26. november, at han anser muslimer for at være et problem for Hvidovre og Danmark. Endvidere kommenterer han på et medlem af partiet Venstre Kim Valentins udtalelser omkring muslimske borgere. Han mener man ikke bør udtale sig, før man ved selvsyn og egne oplevelser har gjort sine egne erfaringer.

Det kan der jo til tider være noget om, men jeg vil så bidrage med egne erfaringer, som jeg har gjort mig i Mellemøsten, Asien og Fjernøsten samt i Avedøre Stationsby. I Mellemøsten har jeg levet og arbejdet i 12 år. Taler arabisk og har endvidere studeret i mange år på Københavns universitet - moderne arabisk, Mellemøstens historie, religioner og samfundsforhold.

På den baggrund har jeg fået et mere nuanceret billede af mennesker med muslimsk baggrund. Et hvert menneske er forskelligt fra andre, og at generalisere på den måde som Kenneth K.B. gør hører ingen steder hjemme.

Sociale relationer

I Avedøre Stationsby, hvor jeg har boet i 45 år, har vi mulighed for at have gode sociale relationer. Dem der ønsker det opsøger andre, og dem der helst vil passe sig selv gør det. I nogle klubber samles folk fra de varme lande, og i andre dem fra det høje nord. Det betyder ikke at man ikke taler sammen - tværtimod. Selvfølgelig har vi til tider ballade og andet af mere alvorlig karakter, men generelt lever vi i byen i fred og fordragelighed.

Jeg er sjældent bange, men et menneskesyn der dømmer andre ude alene på baggrund af deres religion, hudfarve, handicap og lignende gør mig bange og vred. Jeg har truffet nogle DF’ere her i Hvidovre, og det var en helt OK-oplevelse, men som skrevet skal man ikke dømme mennesker gruppevis.

Solveig Isbrand

menu
menu