Hvidovre med mulighed for det umulige – Superliga!

Hvidovre med mulighed
for det umulige – Superliga!

HIF-chefen gør status efter en fantastisk halvsæson, hvor målsætningen ”Top-6” allerede er opnået

FODBOLD: Den første halvdel af sæsonen 2021-22 har været en bemærkelsesværdig succes for Hvidovres 1. divisionshold og ikke mindst manden i spidsen, træner Per Frandsen. Han har – sammen med sin stab – fået sammensat et meget velspillende hold, bestående af 3-4 virkelig rutinerede kræfter og så unge talentfulde spillere, der har kunnet klare millionforgyldte og stort satsende konkurrenter.

Historien bag træner Frandsen startede i 2017, hvor han overtog HIF-mandskabet, der lige var sluttet som nr. 10 i 2. division, ikke færre end 30 point efter Thisted på førstepladsen. Topscoreren dengang var en skadet Frederik Emil Andersen med 4 mål.

Her ved årsskiftet er virkeligheden en helt anden. Det er nemlig lykkedes for træneren at få HIF til at overvintre på en imponerende 2. plads i landets næstbedste række og allerede sikret en plads i oprykningsspillet til Superligaen.

Det er ingen hemmelighed at succesen også kommer lidt bag på cheftræneren, der selvsagt håber at det flotte arbejde kan fortsætte i det nye år:

– Jeg havde godt nok ikke regnet med at vi ville ligge på 2..pladsen efter 18 kampe, – det havde jeg virkelig ikke. Men troen på at vi kunne snige os med i top-seks efter grundspillet var der, men at vi faktisk allerede har opfyldt målsætningen, er jo helt fantastisk, lyder det fra Per Frandsen.

– Den flotte placering skyldes ikke mindst at HIF i den grad har haft held med at få lukket af i det defensive, hvor man har lukket færrest mål ind i ligaen og er – sammen med FC Midtjylland – det eneste hold i divisionerne med otte cleen sheets i efteråret.

– Baggrunden for dette er selvfølgelig at vi har to gode målmænd, først Marco, der gjorde det fint indtil han blev skadet, og så gik Filip bare ind og gjorde det out standing imponerende, understreger Per Frandsen.

– Desuden har vi været begunstiget af at vi næsten har kunnet spille med den samme bagkæde i alle kampe. De har gjort det fantastisk og bliver ved med at udvikle sammenspillet. Her vil jeg ikke undlade at fremhæve en spiller som Daniel Stenderup, der jo virkelig har fået sin anden ungdom, og var han 25 år i dag, ja så var han allerede blev solgt.

– De er virkelig ved at få spillestilen ind under huden, det er ikke altid nemt at spille de fire bageste for os, da vi gerne vil presse højt, så de bliver ofte overladt til sig selv, men det håndterer de virkelig fremragende. At vi lukker så få mål inden, giver jo noget ro, så vi ikke skal lave 3-4 mål hver gang for at vinde.

Sulten altafgørende

En anden årsag til at HIF har vundet så mange kamp i år er – ifølge cheftræneren – den store sult der er i truppen, og det uanset alder:

– Vi har stort set ikke haft nogen skader og så har vi været heldige at de spillere der er kommet ind, når vi har haft skader og formdyk, virkelig har taget over eller ligefrem gjort det bedre, forklarer Frandsen. – Det er nok den første årsag til at vi har gjort det så godt i 2021, nemlig at vi har en rigtig sund konkurrence på vores hold, hvor alle byder sig til og med en kæmpe sult efter at vinde fodboldkampe.

Et godt eksempel giver Frandsen omkring anfører Østberg, der startede sæsonen rigtig godt, men så blev skadet. Men så kom brandrutinerede Matti Lund Nielsen ind og leverede i hans sted.

– Det er den sult og evnen til at ville opnå noget frem for at undgå, som jeg mener vi har bygget op over flere år. Sidste år kunne vi godt gå over og tabe og så være tilfredse med at vi kun er på bibeskæftigelse og spillede godt. Vi kunne også godt tabe et par kampe i træk, inden vi lige havde samlet os igen. I år har vi ikke tabt to kampe i træk...

Mulighed for det umulige

Selvom målsætningen har heddet ”overlevelse” eller i heldigste fald ”top 6” har Per Frandsens filosofi altid været den samme, – vi skal prøve at vinde den næste kamp, uanset hvem der kommer. Succes-træneren har hele tiden, som han selv udtrykker det ”hellere ville opnå – frem for at undgå”, og nu har han og holdet en unik mulighed for at opnå noget der nok ellers virker ganske urealistisk. Pladsen i oprykningspillet er nemlig sikret og inden de sidste fire kampe i grundspillet ligger man som bekendt nr. 2, med et point ned til Lyngby på 3. pladsen.

– Det er flot og vi er glade for at vi allerede har opfyldt vores målsætning om top 6. Men det betyder også, at der nu kun er en ting vi reelt kan gå efter, og det er oprykning til superligaen.

Bare sammenligningen imellem HIF og det forjættede land Superligaen kan virke helt uvirkelig, men ikke desto mindre er det den, som træneren og HIF manskabet nu skal gå efter og den jagt starter allerede med de sidste fire kampe i grundspillet.

– Jamen vores slutspil er jo startet, vi ved at alle point tæller hvis vi skal have en chance for at være med, der hvor det er sjovt. Vi skal blive ved med at bygge på de ting vi allerede har rykket os på. Vi skal være mere kontrollerende og mere kyniske, især foran mål. De lige kampe skal vi blive bedre til at tippe over til vores fordel, som man så i hjemmekampen mod Lyngby, som vi vandt 1-0. Omvendt må vi ikke tabe en kamp som i Hobro, den skal vi vinde eller minimum spille uafgjort. Igen bliver arbejdsmoralen – med og uden bold – ekstrem vigtigt, – det er alle "lorte-løbene", man tager for sidemanden, der har bragt os her til og det skal vi blive ved med, hvis vi skal kunne begå os i toppen, slutter Per Frandsen.

menu
menu