Hvidovre Teaterfestival for børn og unge

Hvidovre Teaterfestival for børn og unge

Dansk Børne- og ungdomsteater byder på nyskabende, lærerige og fascinerende historier, og nu kan du opleve nogle af de bedste forestillinger, når Hvidovres helt egen teaterfestival løber af stablen indtil den 15. maj

Hvidovre Teaterfestival er en uge fyldt med professionelle teateroplevelser for hele familien. Alle forestillinger præsenteres i samarbejde mellem Teater Vestvolden, HvidovreBibliotekerne og Kultur & Fritid i Hvidovre Kommune, og er gratis for børn og unge, mens de voksne kan nøjes med en entrébillet på kun 60 kr. Så tag børn og børnebørn med til Hvidovre Teaterfestival og oplev en masse spændende, sjove og lærerige teatertilbud for børn, unge og deres voksne.

Magisk vaskemaskine for de mindste

I løbet af festivalen kan publikum opleve en lang række forestillinger i alle aldersgrupper. For de mindste fra 0-4 år er der den sanserige forestilling "Rundt og rundt", som har en magisk vaskemaskine i hovedrollen.

Eventyrets magi fra 3-6 år

For de lidt større kommer H.C. Andersens klassiske eventyr ”Den standhaftige tinsoldat” eller ”Kejserens nye klæder”, som også er på programmet for de 4-årige.

Ungdomsklassiker

Selv om man er stor og cool, så kan det også være hårdt, hvis man er lille. Bare spørg Orla Frøsnapper. Ole Lund Kirkegaards elskede historie om byens værste bølle og hans jagt på den lille, “uskyldige” dreng er også på plakaten for børn fra 6 år.

Farvel og tak hr. Muffin

En uge fyldt med teater afrundes med den livsbekræftende forestilling ”Farvel hr. Muffin”, der med varme, humor og respekt fortæller historien om de sidste dage i et højtelsket marsvins liv. For hr. Muffin har det ikke længere godt og skal snart dø. Men hans liv har været fuld af glæde og spændende oplevelser. Som politikens anmelder skrev: “Dukketeater af absolut fineste karakter om de store emner, som angår alle. Se den”. For børn fra 6 år og resten af familien.

Læs mere om Hvidovre Teaterfestival og bestil billet på festivalens hjemmeside hvidovre-teaterfestival.dk. På grund af stor efterspørgsel er flere af festivalens forestillinger allerede udsolgt, så tøv ikke med at booke din billet..

Program:

13 maj: Orla Frøsnapper kl. 10 & 17, 7+ år, Kometen

14 maj: Rundt og rundt kl. 10, 0-4 år, Kometen

14 maj: En lille historie på Avedøre Bibliotek og Kulturhus kl. 11, 12 & 13

15 maj: Farvel hr. Muffin kl. 11 & 15, 6+ år, Kometen.

Hvidovre Teaterfestival præsenteres af Teater Vestvolden, Hvidovre Hovedbibliotek, Avedøre Bibliotek og Kulturhus i samarbejde med Hvidovre Kommunes Center for Kultur og Fritid.

På programmet er et bredt udbud af teatertilbud for alle fra 0 til 18 år udvalgt fra hele landet. Festivalen egner sig selvfølgelig for hele familien, men også til tværfaglige projekter på skolen, som et perfekt udgangspunkt til en vigtig debat i klassen om de udfordringer, som børn og unge står over for.

menu
menu