Hvidovres damer helt på toppen i dansk bordtennis

Hvidovres damer helt på toppen i dansk bordtennis

Topper rækken med 14 point ud af 15 mulige

BORDTENNIS: Hvidovre Bordtennisklubs bedste damehold var i sidste weekend i Hillerød for at forsvare topplaceringen i Danmarks bedste række, hvor modstandere bestod af tre hold, som alle var i semifinalerne ved sidste års slutspil, nemlig Greve, OB og Hillerød.

Hvidovres hold består i år af klubbens tre egne talenter, Jocefina Haagensen (16 år), Mie Schou Salhauge (16 år) og Ann-Christine Rosager Christensen (15 år), samt de to erfarne damer, Izabell Nørlem og svenske Jessica Johnsson, som tidligere har et Danmarksmesterskab sammen fra deres fælles tid i Brønshøj.

Lørdag kom modstanden fra Greve, som efter en forholdsvis hurtig kamp blev besejret 6-1. Søndag var modstanden noget hårdere, da Hvidovres unge hold stod over for de noget mere erfarne damer fra OB, som sidste år slukkede slutspilsdrømmen for det unge Hvidovre mandskab. Denne gang bød holdkampen på en masse seværdig bordtennis og flere tætte opgør, hvor kun en enkelt kamp endte med cifrene 0-3. Heldigvis gik flest af de tætte kampe Hvidovres vej, som slog OB med 6-3!

Nu stod kun Hillerød i vejen for at kunne gå ubesejret gennem weekenden og at indtage en klar topplacering i ligaen! Sidste års danmarksmestre fra Hillerød, var også i weekenden en større mundfuld, da de selv uden den helt store stjerne Mie Skov, formåede at presse Hvidovres damer helt ud på 5-5, som betyder at man skal afgøre kampen i et “Golden Set”.

I et “Golden Set”, udpeger holdkaptajnerne fra hvert hold på skift en kamp fra holdsedlen, som man IKKE ønsker at spille. Til sidst står man med en kamp, der spilles som et ”Golden Set” for at afgøre vinderen af holdkampen! Efter en nervepirrende udvælgelse, stod det klart at kampen skulle afgøres i en double ved Jocefina og Izabell, som heldigvis holdt nerverne i ro og vandt 11-7 efter nogle helt vilde dueller.

- Det betyder at Hvidovres damer topper rækken med 14 point ud af 15 mulige. Nærmeste forfølgere er netop OB og Hillerød med hhv. 12 og 10 point! Rækken er derfor helt åben her, hvor damerne næsten er halvvejs i grundspillet, fortæller Victor Lynge fra bordtennisklubben.

menu
menu