Hvor var viljen, Hvidovre?

Hvor var viljen, Hvidovre?

Bundskraber-premiere og 2-1 nederlag mod oprykkerne i Kolding - HIF hjemme mod oprykningsfavoritterne Viborg på lørdag

FODBOLD: Hvidovres 1. divisionshold var langt fra at få en ordentlig start på den nye sæson, da man søndag tog hul på NordicBet ligaen ude mod oprykkerne fra Kolding IF.

Oprykkere har historisk set næsten altid fået en god start på sæsonen, og så at finde deres niveau senere i turneringen. Det så man netop med HIF og Næstved sidste sæson, der begge “sparkede døren ind” i de første runder. Dennegang har de så fået “deres egen medicin” at smage, da begge klubber startede sæsonen i søndags med nederlag til dette års to oprykkere fra Skive og Kolding.

Til premieren havde trænerteamet valgt at bringe flere af de offensive profiler i kamp. På midten fik Mikkel Nøhr comeback, på kanterne lå de sidste to års HIF topscorer Nicolaj Agger og debutanten Oscar Buch, (der kom til med 12 mål fra Brønshøj), og helt fremme lå Kim Aabech og Aleksander Lazarevic der stod for tre mål i de fire træningskampe. Så selvom man næppe forventede champagne-bold skulle de fem være garant for nogle mål.

Ikke én HIF-chance

Sådan gik det langtfra. Hjemmeholdet fik en drømmestart, da Denis Fazlagic efter små syv minutter sendte et indlæg ind til Simon Kollerup Smidt, der let kunne gøre det til 1-0. Med målet kunne Kolding stille sig tilbage og vente på omstillingerne. Her kunne man nok forvente at HIF kunne præstere at lægge et pres på oprykkerne, men ofte stod HIF bare med fem mand i klump på Koldings forsvarslinje uden den store bevægelse og fantasi. Man skulle ellers tro med de fem offensive kort på banen netop ville skabe chancer og være i løb for boldholderne.

Men HIF skabte ikke en eneste chance de første 45 minutter, hvilket er lidt skræmmende med de navne. Så hvis ikke det hurtigt bliver meget bedre, må træner Per Frandsen nok satse på flere “arbejdsmænd” fremover?

Kort før pausen gør Kolding igen ondt på HIF, da man igen med lethed spiller sig igennem HIF’s defensiv, og Morten Hansen scorer til pausestillingen 2-0.

I pausen skiftede HIF Aleksander Lazarevic og Kim Aabech ud med Stefan Nygaard og Lirim Qamili, der begge skabte et par gode muligheder. I det hele taget viste HIF et bedre udtryk fra starten af anden halvleg; - det kunne også dårligt blive værre end i de første 45 minutter...

Med en halv time igen satstede HIF og spillede med tre mand i bagkæden, en beslutning der var okay. I takt med at Kolding blev trætte, fik HIF også mere spil og efter 74 minutter gav det bonus da indskiftede Lirim Qamili blev hægtet i feltet. Men der måtte altså et straffespark til, og her var Nicolaj Agger stensikker med reduceringen til 2-1. Til sidst havde Mikkel Nøhr et par gode muligheder, hvor han med lidt mere held kunne have sikret det ene point.

Selvom HIF havde bolden meget, kan holdet og staben langt fra være tilfreds med indsatsen. Offensiven SKAL simpelthen kunne skabe flere chancer mod et hold som Kolding. Det nytter ikke noget at man kun er farlige på enkeltomstillinger og når spillet ikke fungere, så skal alle som minimum kunne sige at de har givet sig 100 %, - og det var der meget få der kunne efter bundskraber-premieren i Kolding.

Mod topholdet på lørdag

Nu har Hvidovre så en svær hjemmekamp mod oprykningsfavoritterne Viborg på lørdag kl. 13.15, og her må man forvente at Hvidovre-spillerne “dør med støvlerne på”!

- I sidste sæson havde vi “godt fat” i Viborg; - vi vandt sensationelt på deres hjemmebane, og tabte ufortjent til dem i Hvidovre. Så jeg håber vore drenge rejser sig efter blamagen i Kolding. Men god fight og den rette indstilling, kan det godt lade sig gøre, siger sportschef Peter Larsen.

ka-ma

menu
menu