IKKE BARE PLADS TIL EVENT-KULTUR

IKKE BARE PLADS
TIL EVENT-KULTUR

Enhedslistens høringssvar til forslag til Lokalplan 236 for Risbjerggårdgrunden

Enhedslisten havde gerne set, at også baghuset med sal, scene og veranda var blevet en del af det nye Risbjerggård.

Men nu gælder det om at få det nye Risbjerggård til at blive et levende hus med mange forskellige aktiviteter, ved at indrette og organisere huset så det bibeholder og forbedrer foreningernes muligheder i forhold til i dag.

Det er vigtigt for mange foreninger, at der er adgang til et køkken og mulighed for at servere og indtage mad og drikke for en beskeden betaling. Det vil være en forringelse, hvis en forpagter af f.eks. spise restauranten får eneret til dette.

Det vil udelukke en stor del af de Hvidovre-borgere, der har været med til at finansiere det nye Risbjerggård og teaterbygning, hvis der kun bliver plads til event-kultur, som kræver entre og dyre spise- og udskænkningssteder.

Enhedslisten foreslår:

Børnekulturhus

At der i lokalplanen allerede nu afsættes et areal til et børnekulturhus, på samme måde som der er reserveret et areal til boliger.

Dette for at sikre, at der er reserveret en god og egnet placering med den fornødne plads til et børnekulturhus i den næste fase af helhedsplanen.

Et børnekulturhus vil give muligheder for nye aktiviteter for byens børn, og passer godt ind i fortællingen om Hvidovre som børnene og familiernes by. Det vil tilføre liv i området og spontane møder mellem børn og børnefamilier, især om dagen og i de tidlige aftentimer.

Boligbebyggelsen

At boligbebyggelsen placeres længere væk fra Hvidovrevej.

Dette af hensyn til kommende beboere, som så vil blive udsat for mindre støj- og partikel forurening. Der er i forvejen mange boliger i kommunen, der er udsat for forurening fra trafik. Der er ingen grund til at bygge nye.

De foreslåede boliger og det nye Risbjerggård fremstår som 2 helt adskilte områder. Teatersalen vender bagsiden ud til boligerne og de 2 områder er adskilt at en indkørsel og en parkeringsplads.

De to områder tilfører ikke noget til hinanden, og en flytning af boligerne længere væk fra Hvidovrevej vil således ikke have nogen negative konsekvenser.

Risbjerggårds stuehus

At det skrives ind i lokalplanen, at terrænet mellem Risbjerggård og vejareal skal sænkes til oprindeligt niveau, så soklen på stuehuset fritlægges.

Selvom det ikke er en del af lokalplanen, går vi ud fra, at Hvidovrevej flyttes mod vest som angivet i helhedsplanen.

Cykelforbindelse

At der bliver adgang for gående og cyklister fra Greve Allé.

Dette for at lette adgangen for gående og cyklister fra især området nordøst fra Risbjerggård, og dermed minske biltrafikken.

Denne adgang vil kunne fortsætte som forbindelse mod vest over Hvidovrevej og forbinde Risbjerggård grunden til stien mellem Biblioteket og Rådhuset.

Uønsket parkering

At der, i nødvendigt omfang, indføres parkeringsforbud på vejene i nærheden af Risbjerggård grunden i samarbejde med beboere og vejmyndighed.(Hvidovre Kommune). Dette for at undgå parkeringskaos ved større arrangementer.

I første omgang vil det være aktuelt på de nærmest liggende dele af Risbjerggårds Allé, Greve Allé og Idrætsvej.

Enhedslisten i Hvidovre

Birthe Bang Larsen

menu
menu