IKKE EN FAIR MÅDE BYRÅDET SMIDER GETCARE PÅ PORTEN

IKKE EN FAIR MÅDE BYRÅDET SMIDER GETCARE PÅ PORTEN

ANNE METTE KOPS, borger tilknyttet GetCare, udtrykker stor undren over borgmesterens indlæg vedr. hjemmepleje-udbud:

Jeg må udtrykke meget stor undren over borgmesterens indlæg bragt i uge 44 vedrørende hjemmeplejeudbud. I indlægget står der, at ved at sende opgaven i udbud, har Hvidovre Kommune fået et tilbud, hvor de kan spare 2,5 mio kroner.

Men GetCare, som har koncentreret sig om Hvidovres borgere, har ikke fået lov til at være med i den nye udbudsrunde, og fik dermed ej heller fået lov til at komme med deres tilbud.

Årsagen til dette var, at GetCare ikke rehabiliterer borgerne, hvilket er et af de krav, som stilles nu.

Tvunget til underskrift

Da GetCare i sin tid skrev kontrakt med Hvidovre Kommune, skulle de skrive under på, at de IKKE ville rehabilitere borgerne, skønt de har evnerne til det. GetCare skrev naturligvis under på det.

Nu kunne de ikke være med i udbudsrunden, da de netop IKKE havde haft rehabilitering med i deres ydelse til borgerne. Ved “GetCare støtte demonstrationen” på Hvidovre Rådhus, hvor en del af os deltog i den åbne del af byrådsmødet, blev borgmester Helle Adelborg gjort opmærksom på dette, og hun gav GetCare ret i, at de - Hvidovre Kommune - havde stillet det krav, ved underskrift af daværende kontrakt, og det ville hun undersøge nærmere. For allerede på det tidspunkt, var der stor undren over, at GetCare ikke måtte byde ind, da de har rehabilitering som tilbud.

Jeg vil på ingen måde mene, at det er en fair udbudsrunde, eller en fair måde at smide GetCare på porten på, da de til enhver tid, vil kunne leve op til de krav, som Hvidovre Kommune stiller.

Det mindste der kan gøres, er at modtage et tilbud fra GetCare, og så se om de oven i købet, kan gøre det mere givtigt for kommunen - og bedre for borgerne - at vælge dem.

Anne Mette Kops- borger tilknyttet GetCare

menu
menu