Imponerende HIF-spil og en fortjent 2-0 sejr

Imponerende HIF-spil og en fortjent 2-0 sejr

FODBOLD: Det blev et vaskeægte pokaldrama da Hvidovre tog imod FC Nordsjællands Superligamandskab torsdag aften på Pro Ventilationen Arena, hvor især kampens første tyve minutter indeholdt imponerende HIF-spil. Så hvis gæsterne fra Farum havde troet at kampen blev en gentagelse af deres møde med FC Græsrødderne, fik de sig lidt af en overraskelse.

Hvidovre kom rigtig friskt ud til opgøret og gik højt op på gæsternes banehalvdel. Det gav pote efter bare fem minutter, da Oscar Buch vandt sin duel på højre kanten, og slog bolden hårdt ind til Mikkel Nøhr, der resolut helflugtede bolden i nettet til 1-0.

Underholdningen for de få tilskuere fortsatte, da HIF igen havde momentum efter scoringen. Alligevel fik Nordsjælland tilspillet sig først en friløber og dernæst en stor chance til Mikkel Ryggard, men begge gange var Marco Brylov en sikker sidste skanse og holdt sit hold inde i opgøret.

I stedet for den ventede FCN-udligning, blev det 2-0. Mikkel Nøhr sendte bolden ind i feltet til en helt fri Oscar Buch, der afsluttede imellem benene på keeperen, men Tobias Thomsen fulgte ihærdigt op, og prikkede bolden det sidste stykke i mål. 2-0 og en drømmestart til HIF efter bare 12 minutter.

Desværre blev det også Mikkel Nøhrs sidste aktion i kampen, da han måtte lade sig udskifte med en mindre forstrækning i læggen. Han forventes dog at være klar igen mod Vendsyssel FF.

Kort efter fik FC Nordsjælland så igen muligheden for at komme tilbage i opgøret, da Kim Aabech begik et lidt klodset straffespark på baglinjen. Men her havde Hvidovre heldet med sig da Mikkel Ryggard sparkede på stolpen.

Der var fortsat masser af aktion i kampen, og Kim Aabech burde efter 18 minutter have gjort det til 3-0, da han fik headet en bold ned for fødderne, men afslutningen gik lige forbi mål. Et par minutter efter løb FCN's Atanka så direkte og hensynsløst med hovedet først ind i Daniel Stenderup, hvilket medførte et brud på armen på Hvidovre-kaptajnen, så han meldes ude i flere uger. Heldigvis har Hvidovre tre gode midtstoppere; - det viste indskiftede Ahed Iljazovic, der virkelig greb chancen og utvivlsomst spillede sin bedste kamp i HIF-trøjen.

Resten af halvlegen kunne Hvidovre spille med lidt mere ro, og selvom gæsterne havde perioder, hvor de havde bolden længe, var Hvidovre stærke nok til at få afvist tilnærmelserne og Hvidovre kunne gå til pausen foran 2-0.

Godt af jubilaren

I 2. halvleg skulle gæsterne satse noget mere og Hvidovre kunne spille på omstillinger og kunne tage mere tid på bolden. Her må man især rose rutinerede Kim Aabech, 100-kampsjubilaren der var guld værd for HIF-mandskabet. Han arbejdede imponerende meget, og løb rundt og dirigerede og styrede Hvidovre sikkert igennem.

Gæsterne fik bolden lidt mere i 2. halvleg, men kom kun til få chancer. Det virkede som om at man for sent opdagede at Hvidovre ikke ”bare” knækkede på et tidspunk og frustrationerne udmøntede sig i mange advarsler og til sidst et direkte rødt kort til Francis Abu, der råbte nogle knap så søde ord efter kampens dommer, og så var Superligaholdets muligheder for et comeback slukket. I stedet skulle Tobias Thomsen have gjort det til 3-0, da han til sidst brændte en kæmpe chance alene med målmanden.

Vejle venter i svær 1/8-finale

Efter kampen var der lodtrækning på stadion og her blev det Superliga-oprykkerne fra Vejle, der blev trukket op af hatten. Vejle rykkede op i sidste sæson, hvor det blev til 9 point mod Hvidovre. Jyderne har fået en imponerende start i Superligaen, hvor de lige nu ligger på en 5-plads. Så det bliver en svær - men spændende - 1/8-finale på Hvidovre Stadion.

ka-ma

menu
menu