Inviterer alle til gratis træning i det fri

Inviterer alle til gratis træning i det fri

Kom ud på legepladsen bag Avedøre Fjernvarme hver onsdag eftermiddag

ANJA PIHL SVENDSEN, bosat på Avedøregårdsvej i Hvidovre, har taget et friskt initiativ for folkesundheden for såvel små som store.

Hver onsdag kl. 16.30 her i april måned inviterer hun til gratis træning for alle i området bag ved Avedøre Fjernvarme på Rebslagerporten 125.

- Jeg har før haft legepladstræning med stor succes, hvor voksne som børn fik sved på panden, fortæller Anja. - Jeg tager forskellige redskaber med, laver en plan for hvilke øvelser der kan være effektive for både forbrændingen, men også for at styrke musklerne. Vi bruger selvfølgelig også de muligheder der ligger i træningen på selve legepladsen, så mulighederne er mange. Der vil både være træning i form af lege, redskaber og kondition, - alt sammen ud fra deltagernes aktivitetsniveau.

- Det eneste krav er, at du er sund og rask. Har du børn med og de ikke gider at træne, er de naturligvis velkommen til at lege med de andre børn, eller blot løbe rundt og bruge de faciliteter der er, som legepladsen, svævebanen eller fodboldmålene. Der er ingen toiletter, så sørg for at have klaret det inden træningen.

- Man kan tilmelde sig på tlf. 28 73 91 63, eller mail: anjapihl.pihl@gmail.com -, så jeg kan se, hvor mange vi bliver. Men jeg håber at se mange glade og friske ansigter, slutter Anja Pihl Svendsen.m-

menu
menu