JO, VI SKAL GØRE NOGET FOR BUS 1A

JO, VI SKAL GØRE NOGET FOR BUS 1A

Hvidovre har brug for en direkte busforbindelse til København centrum, skriver ANDERS WOLF ANDRESEN(SF):

Den nye rute på bus 1A er et problem. Hvidovre har brug en direkte busforbindelse til Københavns centrum, og det er tydeligt at vi er mange der mener det. Frustrationerne over den nye rute er forståelig og jeg har selv tidligere benyttet 1A, når den var den smarteste forbindelse til et gøremål i København.

Der er i høj grad brug for at vi alle gør noget, for at få den gamle rute på 1A tilbage. Antallet af protester til Movia og vi politikere overstiger, hvad vi er vant til og den massive opbakning som Facebookgruppen “Bevar 1A” har med tilhørende pengeindsamling til betaling af reklame på selvsamme bus, viser klart den folkelige opbakning til at ændre 1A tilbage til sin gamle rute.

Der må ske noget!

1A’s rute i Hvidovre er sådan set stadig god nok. Det er når den kommer ind i Københavns Kommune at ruten tager en forkert drejning væk fra ruten mod centrum, som vi var vant til. Det er derfor vigtigt at vores Teknik- og Miljøudvalg i Kommunalbestyrelsen fortsat henvender sig til det samme udvalg i Københavns Kommune og at vores forvaltning tager sagen op, når de møder kollegerne fra Københavns Kommune.

Men endnu vigtigere er det at alle partier tager fat i deres partikolleger i Københavns Kommune og fortæller dem om problemet. Det har vi gjort i SF og vi fortsætter dialogen med vores venner i København, så vi kan få gjort noget ved sagen. 1A’s ruteomlægning er ikke gået ubemærket hen i København. Københavnerne skal bare vide, hvor meget det betyder for en sammenhængende kollektiv trafik i Hovedstadsområdet og hvordan vi kan ændre ruten tilbage til noget, der giver mening for os alle igen. Den dialog vil jeg gerne opfordre alle partier i Hvidovre til at tage med deres kolleger i København.

Samtidigt er det vigtigt at holde fast i det folkelige pres for at få ændret 1A’s rute igen. Det er det pres som bl.a. “Bevar 1A” med TV-indslag og på Facebook har været med til at give mulighed for at vi politikere kan flytte noget, fordi det bliver tydeligt at ruten betyder noget for rigtigt mange mennesker.

Endelig vil jeg slutte af med at nævne at hele “balladen” her om omlægningen af 1A’s rute, netop viser behovet for at Hvidovre Midt, der har langt til et S-tog, har andre gode kollektive trafikforbindelser med København. På den måde har sagen her illustreret hvorfor der er fremtid i at metroen forlænges fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital.

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen

Kommunalbestyrelsesmedlem for SF.

menu
menu