Julen gør sit indtog på Teater Vestvolden

Julen gør sit indtog på Teater Vestvolden

Jul er tid til teater, og der er masser af juleforestillinger og julearrangementer at se frem til på Teater Vestvolden

At gå i teatret er en god anledning til at være sammen med dem, man holder af. Til at samle familien om en fælles oplevelse. Som man kan dele og se tilbage på de næste mange højtider. Eller måske gøre til en fast tradition, så man hvert år har en god anledning til at mødes. Derfor har Teater Vestvolden samlet en række juleforestillinger og julearrangementer for hele familien.

Familieforestilling fra 5 år

Selma Lagerlöfs juletestamentet er i rigtig følsomme og smukke hænder i teaterforestillingen Juleevangeliet for børn fra 5 år og deres voksne. Dukker, lys, lava , engle og meningen med livet berøres gennem en anderledes fortalt julefortælling, der virkelig får en til at mindes julens og ikke mindst livets vigtigste essens: kærligheden.

– Vi glæder os til at præsentere en juleforestilling, som er langt fra det traditionelle nisseteater, og som vi har set virkelig fanger sit publikum uanset alder. Ofte er det faktisk de voksne, som bliver mest overrasket over, hvor rørte og taknemlige de føler sig efter at have oplevet skønheden og vigtigheden i fortællingen, siger Teater Vestvoldens teaterchef Stephan Pollner.

Juleevangeliet er skabt af Det lille Turneteater og får julepremiere på Teater Vestvolden lørdag den 5. december og kan opleves på hverdage og i weekender frem til den 15. december.

Gæt julesange med et tal

Kan du lide at synge, quizze eller vinde præmier? I ”Hit med banko”-julestue kan du gætte sange, der handler om jul eller om et tal eller måske om begge dele, og samtidig vinde sjove og skægge præmier undervejs.

Amin Jensen er værten, der synger for, når der skal gættes sange med musikalsk akkompagnement af pianist Søren Sebber Larsen. Hver sang, som kan være enten på dansk eller engelsk, bliver spillet i uddrag med de mest kendte strofer, som alle kender og kan synge med på. Og en gang imellem bliver nummeret spillet ud som finalen på et rigtigt tal, en række eller banko!

Så tag familie og venner med under armen til en hyggelig julestund med sang og musik og banko, når Hit med banko julestue er på plakaten udvalgte tirsdage i november og december på hær byens teater.

Improteater over julen og Hvidovre

Store og små begivenheder i Hvidovre og verden kommer under kærlig behandling, når to tidligere dobbelte danmarksmestre i Impro Comedy ”Nille & Inge” aka Kasper Nielsen og Jakob Schnohr fremfører hylende morsomme, improviserede sketches med afsæt i lokale avisoverskrifter, og publikums egne bud på Breaking News fra året, der gik.

Annika Aakjær er aftenens musikalske gæst, der byder op til sang og musik – og måske en kendt juleklassiker, som kommer en tur i sketch-maskinen. Måske finder vi ud af, om Rudolfs næse stadig er rød, om Søren Banjomus egentlig er en god musiker eller helt andre ukendte detaljer.

Ét er sikkert: Det bliver en morsom og musikalsk improviseret aften i julemånedens tegn. Impro jul kan opleves onsdage i december.

Billetter til julens forestillinger og arrangementer er i salg på teatervestvolden.dk

menu
menu