Kæmpe fødselsdagsfest i Danalund – for børn i Ukraine

Kæmpe fødselsdagsfest i Danalund – for børn i Ukraine

Zididada, Frede Fup og Sweethearts optræder søndag den 29. maj

Den 5. februar fyldte Danalund Ungdomshus 50 år på Bavnevej, og for 2. gang måtte en fødselsdagsfest udsættes på grund af Covid 19. Men nu, ca. tre måneder efter – holder Danalund Ungdomshus et brag af en 50 års fødselsdagsfest, og det foregår søndag den 29. maj.

Normalt går overskuddet fra festen til Støtteforeningen Danalunds Venner, og dermed til Danalunds børn og unge, men med krigen i Ukraine, har Danalund bestemt sig for at fødselsdagsfesten i år skal være anderledes end den plejer at være, festen er nemlig lavet om til en kæmpe støttefest for Ukraines børn hvor alle indtægter går til børnene i Ukraine via Unicef.

– Billetterne er dyrere denne gang, da vi gerne vil samle så mange penge som muligt ind til Unicef, og dermed de tusindvis af børn i krigszonen i Ukraine som trænger til medicin, tøj, psykologer, mad og drikke og et sted at være. Deres tilværelse er smadret, og mange er alene uden en mor og far, fortæller Lars Flænø fra Danalund.

Alle 175 kr. billetten koster går til Unicef, og skulle festen blive udsolgt, vil billetsalget alene kunne indbringe ca. 65.000 kr. til Unicef.

Der bliver masser af underholdning til Fødselsdagsfesten, foreløbig har Zididada meldt deres ankomst og spiller unplugged på scenen, hvor publikum sikkert kommer til synge med på hits som ”Walking on Water”, ”Zididada Day” og ”Please Ya Lisa”. Frede Fup, der har optrådt flere gange i Danalund møder også op for at optræde, og det samme gør Sweethearts der giver den hele armen oppe på scenen og slutter aftenen af på ægte fødselsdagsfest maner.

– Zididada, Frede Fup og Sweethearts optræder gratis for at der kan samles så mange penge ind som muligt til børnene i Ukraine, så vi håber virkelig at borgerne i Hvidovre, incl. de mange gamle medlemmer fra Danalund, støtter op om denne fest og køber en masse billetter, fortsætter Lars Flænø.

Festen foregår søndag den 29. maj i Danalund Ungdomshus på Bavnevej 5A. Dørene åbner kl. 18.00 og lukker kl. 22.00. Zididada fyrer den af på scenen som de første kl. 18.30 så det er med at komme til tiden.

Billetprisen er 175 kr (betales kontant), og selvfølgelig er der mulighed for at købe vand, øl, vin m.m. i baren som sædvanlig.

Frede Fup

Frede Fup

menu
menu