- Kan jeg få fjernvarme?

- Kan jeg få fjernvarme?

Her et svar fra Hvidovre Fjernvarmeselskabs formand Anders Liltorp og næstformand Henrik Berg:

Regeringen har i sidste uge offentliggjort første del af klimahandleplanen, der har opvarmning af boliger m.m. som hovedprioritet. Offentliggørelsen har medført, at mange Hvidovre-borgere har henvendt sig i skrift og tale til Hvidovre Fjernvarmeselskab for at forhøre sig om muligheden for at koble sig på fjernvarme og dermed skippe olie og naturgas.

Argumenterne for henvendelserne er forslaget om indførelse af afgifter på fossile brændsler og ønsket om at hjælpe på vej for at minimere CO2-udslippet fra opvarmningen af boligerne.

Er man bosat i et eksisterende fjernvarmeområde, så kan vi gennemføre tilslutningen til fjernvarme efter aftale med den enkelte. Det er intet problem.

Problemet for os er, at vi ikke her og nu kan tilfredsstille alle dem, der bor i gas-/olieområder, og som gerne vil have fjernvarme. Vi er klar over, at det kan virke paradoksalt, at vi ikke med det samme vil have nye kunder i butikken. Det vil vi gerne, men vi er underlagt en statslig regulering, som indeholder barrierer for fjernvarmeudbygningen i Hvidovre.

For os, der håndterer fjernvarme i det daglige, er der gode takter i udspillet fra regeringen, der kan hjælpe fjernvarmen på vej. Udspillet skal dog ledsages af ændringer i den statslige regulering af gennemførelsen af konverteringsprojekter, hvor der konverteres fra fossile brændsler til fjernvarme, før det batter noget.

Vi har igennem flere år gjort politikere opmærksom på, at de beregningsmodeller, der efter lovkrav skal anvendes ved konverteringen af olie- og naturgasfyr til fjernvarme, faktisk modarbejder en grøn omstilling af samfundet. Med de eksisterende statsligt udviklede beregningsmodeller ved konverteringsprojekterne, der skal sikre en god økonomi for varmeaftageren, for fjernvarmeselskabet og ikke mindst for samfundet, viser det sig, at vi næsten altid ramler ind i kravet om, at konverteringen skal være til gavn for samfundet, ikke kan opfyldes.

Og hvorfor det?

Fordi det nuværende regelsæt ikke er gearet til en grøn omstilling!

Vi er med på, at vi som forsyningsvirksomhed arbejder med kritisk infrastruktur, og at vi på denne baggrund skal sikre billig fjernvarme af hensyn til alle borgere, men når et fjernvarmeprojekt ikke kan gennemføres samfundsøkonomisk bl.a. på grund af, at staten mister afgifter på olie og naturgas, så hopper kæden af. Vil staten en grøn omstilling, eller vil den ikke?

Vi har forsøgt at gennemføre konverteringsprojekter på forskellige måder og med anvendelse af forskellige grønne teknologier, men hver gang stopper projekterne, når vi kommer til beregningsmodellerne. På et tidspunkt må det lykkes at formå lovgiverne til at indse, at der skal ændringer til for at nå klimamålene.

Indtil videre skal vi fortsat arbejde med beregningsmodellerne, som er en stopklods for nye fjernvarmeprojekter. Det betyder, at alle henvendelser om at blive tilkoblet fjernvarme vil blive registreret. Jo flere vi registrerer, jo hurtigere vil det gå med udbygningen af fjernvarme, når reglerne forhåbentlig ændres. På den måde vil vi være klar til at gå hurtigt i gang med konverteringsprojekterne i de områder, der endnu ikke er udlagt til fjernvarme, når politikerne på Christiansborg forhåbentlig snart får skudt barriererne for fjernvarme ned.

Tilmeld dig!

Derfor tilmeld din interesse i fjernvarme hos Hvidovre Fjernvarmeselskab, så vi kan få alle interesserede med fra start. Vi er klar til at gribe chancen for fjernvarmeudbygning, når den byder sig.

Anders Liltorp

Anders Liltorp

Henrik Berg

Henrik Berg

menu
menu