Kan vi så få strøm på bilerne, tak!

Kan vi så få strøm på bilerne, tak!

ANDERS WOLF ANDRESEN

I dag kan der ikke være tvivl om at elbiler er fremtiden. Vi skal sænke vores CO2-udslip med 70 % frem i 2030. Det er alvor og vi har travlt!

Noget af det vigtigste, hvis vi alle skal til at køre i elbiler, er at der er ladestandere, hvor vi kan få ladet bilen op. Jeg ved hvad jeg taler om, for jeg går 15 minutter hver dag til og fra arbejdet for at lade min bil op. Min arbejdsplads har nemlig ikke en ladestander endnu. Sådan bør det ikke være, hvis det skal være let og tilgængeligt for os alle.

Med fare for at lyde super hellig og som den klimatosse jeg er, så havde Hvidovre i stedet for at være en by på bagkant, været på forkant med den grønne omstilling, hvis det politiske flertal havde lyttet til SF. I 2009 gik vi nemlig til kommunalvalg med budskabet om at vi skulle have el-busser og elbiler i Hvidovre. Siden har det været en fast del af vores lokale politik og vi har taget det op i kommunalbestyrelsen, diverse udvalg og budgetforhandlinger mange, mange gange.

Desværre har der aldrig været flertal i kommunalbestyrelsen for at tage de nødvendige skridt som eksempelvis at sætte ladestandere op og skifte de kommunale biler til elbiler som vi i SF nu har foreslået i mere end 10 år.

Lige siden jeg for første gang for flere år siden så en elbil blive ladet med et kabel ud af vinduet i en etageejendom, har jeg vidst og sagt mange gange i Kommunalbestyrelsen at vi har en udfordring med at Hvidovreborgere i lejligheder ikke kan få en ladestander og det skulle kommunen gøre noget ved. Igen: Intet flertal. Intet skete.

I al retfærdighed skal det siges, at der har været enkelte små lyspunkter i SF’s kamp for at få Hvidovre Kommune til at tage omstillingen til elbiler alvorligt. I 2012 lykkedes vi nemlig med at kommunen købte den første elbil og der kom en ladestander op ved rådhuset. Dengang troede vi at nu var vi i Hvidovre foran udviklingen og nu kom der fart på. Men ak!

Det næste lyspunkt kommer først syv år senere, da vi i SF sidste år beslutter os for en ny strategi: Vi går over de traditionelle politiske skel og stiller et forslag sammen Venstre om at Hvidovre Kommune skal være en eldrevet kommune, med elbiler, ladestandere og borgerinvolvering, samarbejde med de almene boligselskaber om ladestandere i boligområderne og meget mere. Dette forslag led dog en krank skæbne og blev sparket til hjørne af flertallet i kommunalbestyrelsen. Vi har dog forhåbninger om at vi kan få nogle af elementerne om bl.a. ladestandere i byen genoplivet i forbindelse med den trafikpolitiske strategi, der skal vedtages i år.

Endelig ser det derfor ud til at vi kan tage flere skridt fremad. Det er skridt vi i SF helst havde set at vi kunne have taget for 10 år siden, for vi er bange for at når det handler om vores klima og miljø, så gælder ordsproget om “bedre sent end aldrig” ikke rigtigt. Det er dog også lykkedes i den budgetaftale som vi i SF er en del af for kommunen at få besluttet at bus 1A og 133 skal være elbusser. Man kan sige at det er dejligt endelig at få flertal for et forslag vi i SF gik til valg på for 11 år siden. Nu skal alle de andre busser så også bare skiftes til elbusser. Det er i vores budgetforlig også besluttet at vi skal se på at indføre delebiler i Hvidovre, og at vi arbejder frem mod en udskiftning af de kommunale biler til elbiler, startende med hjemmeplejens biler. Begge dele også SF-idéer med 10 år på bagen. Vi er glade for at der endelig sker noget. Men lad der ikke gå 10 år mere før vi tager de næste skridt i omstillingen til elbiler og elbusser i Hvidovre!

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen

Gruppeformand for SF i kommunalbestyrelsen

menu
menu