Kender du Malene?

Kender du Malene?

Ny Kirke- og Kulturmedarbejder i Risbjerg kirke - har altid tid til en snak og et glas saftevand

Børn og unge har fået et nyt ansigt i Hvidovre. Risbjerg Kirke har ansat Malene Rasmussen Schmidt som ny Kirke og Kulturmedarbejder i kirken. Malene er 40 år, uddannet cand.pæd.soc med speciale i børne- og ungdomskulturer, og skal også arbejde med børn og unge i sin nye stilling.

Tidligere har hun været ansat som skolepædagog og Malene har derfor en masse erfaring og ideer med sig fra sin tidligere stilling. Derudover har hun arbejdet frivilligt i girltalk.dk som er en anonym chat-rådgivning for piger mellem 12 og 24 år.

Hvor, hvorfor og hvornår?

Malene har kontor i Risbjerg kirke, hvor hun er at finde tirsdag og fredag, og der er åbent for alle der måtte have lyst til at tale, grine, undres og meget mere, og som har lyst til én at gøre det med.

Hvorfor skal børn og unge besøge dig i kirken?

- Det skal de fordi jeg rigtig gerne vil give dem et sted at gå hen med det de nu måtte have med sig. I en travl hverdag med meget at følge med i og leve op til, er kirken et super fint alternativ og supplement til den kultur børn og unge ellers bevæger sig i. Her kan vi tilbyde ro og tid til lige præcis den eller dem der kommer. Det er et efterhånden ret unikt tilbud, og så er det tilmed helt gratis.

Hvad skal man tale med dig om?

- Alt og intet. Ingenting er for stort eller småt at komme med. Måske har man bare lyst til at komme og læse en bog. Måske har man brug for lidt moralsk opbakning til at komme i gang med lektierne. Måske skal man have lidt hjælp til lektierne. Eller måske har man bare lyst til at komme med sin ven eller veninde, og have en hyggelig snak om det der rører sig, og så er der altid plads til både grin og et knus hos mig.

Hvornår kan man komme?

- Man kan som udgangspunkt komme helt frit i den tid jeg er på mit kontor som er tirsdag 9.30-14.30 og fredag 10.00-14.00, men hvis man har lyst til, eller brug for at mødes på et andet tidspunkt, så skal man bare sende mig en sms eller en email, så finder vi også ud af det. Jeg er meget fleksibel.

Er det kun på kontoret man kan tale med dig?

- Nej bestemt ikke. Jeg går gerne en lang tur i omegnen og tager en snak, eller mødes der hvor det kan passe.

Minikonfirmand og børnegudstjenester

Udover at man kan finde Malene på hendes kontor i kirken, vil man også fremover stifte bekendtskab med hende, som den der laver minikonfirmandhold for 3. klasserne, og som er med til alle børnegudstjenesterne i Risbjerg kirke sammen med præsterne.

Hvad minikonfirmand er egentlig?

- Det er at lære hvad det betyder, at man er blevet døbt, og hvor vi både taler om venskaber, højtider og de livsbegivenheder der fejres i kirken. Undervejs skal vi både lege, synge, male og på skattejagt i kirken.

Malene tilføjer at hun lover det bliver sjovt, og at hun håber at mange af de nye 3. klasser i sognet vil være med hver fredag eftermiddag kl. 14.15-15.45 i efteråret.

Hvis man vil møde Malene eller tilmelde sig minikonfirmandholdet kan man finde hende på Risbjerg kirkes hjemmeside risbjergkirke.dk, hvor alle hendes kontaktoplysninger er, og ellers kan man droppe ind forbi hendes kontor i kirken, hvor hun garanterer for åbenhed, fortrolighed, hygge og sjov. Der vil helt sikkert også altid være et glas saftevand og lidt let at sætte tænderne i.

menu
menu