Kendt børne-TV-vært gæster temadag om verdensmål

Kendt børne-TV-vært gæster temadag om verdensmål

Hør Katrine fra Ramasjang og Lille Nørd i et show med fokus på dyrelivet i havene og affaldssortering, når kampagnen Danmark for Målene for fjerde gang denne sommer gæster Hvidovre

Hvordan kan vi beskytte verdenshavene og tænke affaldet som en ressource, der kan blive til nye ting? Det kan man få svar på fredag den 16. august, når verdensmålskampagnen Danmark for Målene for fjerde gang i løbet af sommeren slår teltene op i Hvidovre - denne gang ved Hovedbiblioteket og Kometen.

Med børne-tv-værten Katrine Bille på scenen kl. 13.30-14.00 er scenen sat for en børne- og familievenlig eftermiddag, og alle er velkomne på pladsen mellem kl. 13 og 17.

Her kan man blive klogere på FN’s verdensmål – og denne gang særligt emballage og tilstanden i verdenshavene. Man kan også få sig en gratis kop kaffe, lære om det unikke danske pantsystem, deltage skattejagt og en tegnekonkurrence om idéer til en bæredygtig fremtid. Der er også mulighed for at deltage i lodtrækningen om præmier i konkurrencen om “Tip en 17’er om verdensmålene”.

Der er masser af inspiration til små skridt, man selv kan tage for at støtte verdensmålene i hverdagen, og bl.a. stiller Hovedbiblioteket op med inspiration til, hvordan man kan bruge sit skrald på en kreativ måde. Det samme gør daginstitutionen Immerkær, der i dagens anledning inviterer alle forbipasserende til at bidrage til et kunstværk lavet af mælkekapsler. Værket vil fra mandag den 19. august blive udstillet på Hovedbiblioteket.

I Hvidovre Kommunes telt kan du desuden deltage i en affaldsstafet og teste, hvor god du er til at sortere affald. I dagens anledning har kommunen givet ekstraordinær tilladelse til, at ”lege med vandet” i springvandet ved biblioteket, så affaldet skal fiskes op af Hvidovres eget lokale ”verdenshav”. Du kan også høre om, hvordan Hvidovre Kommune arbejder med affaldssortering og genanvendelse og se eksempler på, hvordan daginstitutionerne arbejder med bæredygtighed, emballage og sortering.

- Der er lagt op til en eftermiddag med verdensmål set i børnehøjde, og jeg håber, at Hvidovres familier vil starte weekenden med en tur forbi karavanen ved Hovedbiblioteket - så kan man jo også samtidig hente forsyninger af bøger, spil og film til weekenden, siger borgmester Helle Adelborg.

Formålet med kampagnen “Danmark for Målene” er at styrke kendskabet til de 17 verdensmål. På temadagene kan man blive klogere på, hvad man som borger og forbruger selv kan gøre for en mere bæredygtig verden.

På fredag er der igen temadag om verdensmålene

På fredag er der igen temadag om verdensmålene

menu
menu