Kirkecafé om Sorgens fugle

Kirkecafé om Sorgens fugle

- Kom og lyt til en spændende kvinde, som har meget på hjerte og som vil fortælle sin personlige beretning.

Karin Bjerg Helmersen, som er tidligere sognepræst i Avedøre Kirke, holder foredrag med emnet: “Sorgens fugle, om døden i livet og livet i døden” tirsdag den 21. maj kl. 14-15.45.

Karin mistede for fem år siden sin søn, som valgte at tage sit eget liv efter mange år med alvorlig psykisk sygdom. Karin fortæller:

- Vi kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over vore hoveder, men vi kan forhindre dem i at bygge rede i vores hår. At elske min søn blev en udvidelse af min hjertebevidsthed, da han som ung mand begyndte talte mere med himmelens fugle, end med sine kammerater. Og her efter at døden så brutalt kom ind i vores liv, mærker jeg tydeligt i mit hjertes bevidsthed, at i Guds grænseløse kærlighed, mødes vi alle levende og døde. Her fem år senere er jeg blevet ven med min sorg. Vi er ikke sammen altid, men vi glæder os, når vi er sammen i mit hjerte. Her mindes livet i al sin besværlige skønhed. For Glæde og sorg er et i Kristus i vore hjerter. Min sorg er også min glæde. Jeg elsker dig søn af hele mit hjerte, jeg accepterer og respekterer din sorg, din smerte, dit valg, for psykiske smerter kan være så voldsomme og livsødelæggende, at mange fysiske smerter er det rene vand ved siden af...

Kom og vær med til en spændende og bevægende eftermiddag. Det er Menighedskredsen, der arrangerer. Kaffe og kage koster 15 kr.

menu
menu