Køb lokalt - udskudt, men ikke glemt

Køb lokalt - udskudt, men ikke glemt

Egentlig skulle Køb lokalt-kampagnen være startet med en køb lokalt dag lørdag den 25. april. En vis verdensomspændende pandemi kom imidlertid i vejen.

Den førnævnte pandemi, som må have efterladt os alle berørt på den ene eller den anden måde, må i særdeleshed også have efterladt det lokale handelsliv mærket. Derfor er der så meget desto mere grund til at støtte op om kampagnen, hvor man som sagt hos flere af de deltagende forretninger allerede nu kan se kampagneskiltet stå uden for deres forretningsdør.

Skiltene er også en god påmindelse om, at det ikke bare om fem uger, men nu og i det hele taget, er umanerligt godt og vigtigt at støtte det lokale forretningsliv.

Man kan hævde, at det ikke batter meget, hvis den enkelte stopper med at handle hos Amazon. I hvert fald ikke i forhold til Amazon. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at det lokale erhvervsliv vil kunne mærke, hvis borgere i Hvidovre bruger deres penge lokalt - frem for i udlandet eller i nabobyen.

Og et levende handelsliv betyder ikke bare noget for sammenhængen i Hvidovre, det betyder også noget for det udbud, som vi som forbrugere formentlig gerne vil have i fremtiden.

Så hvis man sætter pris på det - så er det ikke bare om fem uger, men nu og i al fremtid, at der skal handles hos de lokale butikker.

menu
menu