Kom til ægtrilning på ”Bjerget”

Kom til ægtrilning på ”Bjerget”

Ca. 400 æg deles ud i tidsrummet kl. 10.00 til 10.20 påskesøndag

På søndag - Påskesøndag - kan du og din familie deltage i den traditionsrige og populære ægtrilning.

Ægtrilningen, arrangeret af Hvidovre Kulturråd, er et vaskeægte familiearrangement, og alle børn er inviteret til gratis at lege med.

At lege med æg er en gammel tradition, som siden 1600-tallet har hørt til påskens lege og fornøjelser. Ægtrilning, som i gamle dage kaldtes “at trante æg”, foregår ved at trille farvestrålende æg ud fra toppen af en bakketop og ned af bakken. Vinderen er den, hvis æg er trillet længst.

De æg vores tiptipoldefædre legede med i gamle dage, kunne enten være hvide, hårdkogte eller farvet med naturfarver. Senere begyndte man også at farve æggene med købefarver. Æggene på denne Påskesøndag vil også være farvet i strålende farver. Og de er selvfølgelig hårdkogte og salmonellafri.

Når det netop er i påsken, der trilles æg, er det, fordi hønsene på denne tid af året - med forårets komme og det tiltagende lys - lægger rigtigt mange æg. Det gør æggeskallerne tynde, og derfor kunne man i gamle dage ikke transportere de skrøbelige æg til markedet. Så børnene fik alle de overskydende æg at lege med.

Til ægtrilningen på søndag den 21. april vil der være konkurrencer i flere aldersgrupper og præmier til de, der triller længst i hver af de konkurrerende grupper. Der vil også være en lille trøstepræmie til alle andre deltagende børn.

Ægtrilningen foregår på Bjerget i Kystagerparken bag Åmarkens Station. Der deles 400 æg ud i tidsrummet kl. 10.00-10.20, og der trilles æg et par timer derefter. Børnene deles op i fire grupper efter alder, og de yngste børn starter. Alle børn mellem 0 og 14 år er velkomne til at deltage, og det er altså helt gratis.

Så er der traditionens tro igen ægtrilning på Bjerget i Påsken.Arkivfotos

Så er der traditionens tro igen ægtrilning på Bjerget i Påsken.Arkivfotos

menu
menu