KOM TIL RØD 1. MAJ

KOM TIL RØD 1. MAJ

Risbjerggård har siden 70’erne været stedet, hvor røde aktivister og partier den 1. maj har fejret Arbejdernes Internationale Kampdag. I år må formodes at blive sidste gang, man kan samles her. Om det nye “Risbjerggård” kan løfte arven, vil vise sig.

Traditionen tro byder Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU sammen til 1. maj på Risbjerggård. Der vil være kritiske, røde taler, munter underholdning, sang og musik samt gratis kaffe og rundstykker. Som mange tidligere år fejres dagen også med deltagelse af Socialistisk Ungdomsfront (SUF). For børn og barnlige sjæle er der optræden af Cirkus Panik, når dørene åbner kl. 08.00.

- I skrivende stund vides det ikke, hvornår vi skal til Folketingsvalg, men i hvert fald er vi tæt på deadline. Det er på tide, at den blå regering med støtte fra Dansk Folkeparti sættes fra styret. På flygtninge- og integrationsområdet er skaderne slemme. Ghettotiltag og særlove har sat retsstaten under pres og begrænset den enkeltes frihed, lyder det fra Enhedslisten.

- De sidste stramninger, det såkaldte paradigmeskift, som beklageligvis også socialdemokratiet har stemt for, skaber utryghed og angst. Hvorfor forsøge at integrere sig, når Danmarks erklærede mål er at smide alle “fremmede” ud af landet hurtigst muligt?

- Den 26. maj skal vi stemme om EU-parlamentet. Danmark har sølle 13 af parlamentets 751 pladser. Både Folkebevægelsen og Enhedslisten stiller op til valget. Begge har som mål en udmelding af EU, men ser forskelligt på, hvornår vi skal tage folkeafstemningen herom. Folkebevægelsen og Enhedslisten har indgået valgforbund, så ingen stemmer går tabt.

- Enhedslisten har for nylig fremlagt en retfærdig, finansieret og socialt afbalanceret klimaplan; enhedslisten.dk/klimaplan. Den viser, at det er muligt at bremse klodens ophedning, hvis politikerne altså vil. Befolkningens opbakning til klimatiltag vokser hastigt, hvilket de mange, hurtigt indsamlede underskrifter på borgerforslaget “Dansk klimalov nu” viste. At bygge diger rækker ikke.

- Der er fortsat grund til at huske os selv og hinanden på, hvorfor vi fejrer 1. maj over hele kloden. Uligheden i Danmark vokser. De rigeste bliver rigere og de fattige bliver flere og fattigere. I Hvidovre har vi 500 fattige børn, hvilket er 500 for mange. Medmenneskelighed og lighed er stadig mål for arbejdskampe og politiske slagsmål. Ingen sejre uden kamp.

God 1. maj

Enhedslisten, Hvidovre

menu
menu