KOMMUNEN KRÆNKER RETTEN TIL PRIVATLIVETS FRED

KOMMUNEN KRÆNKER RETTEN TIL PRIVATLIVETS FRED

BORGERE i Strandmarkskvarteret er i oprør over kommunens blåstempling af højt byggeri med balsalsagtig stor tagterrasse i skyhøjde og med udsigt til samtlige naboer og genboers haver. Er det Hvidovres officielle politik, at kommunen kan tilsidesætte borgernes ret til privatliv, spørger grundejerne borgmester Helle Adelborg

Vi – tre matrikelejere i Strandmarkskvarteret – er i øjeblikket vidne til de indledende manøvrer til opførelsen af et monstrøst byggeri på vores nabogrund. Det vil tårne sig op med såvel skygge- som indbliksgener, og det vil ikke mindst blive udstyret med en absurd stor tagterrasse på 30 m2 hævet op i over 4 meters højde. Fra tagterrassen vil man få fuldt overblik over alle vores primære opholdssteder i haverne – vores solterrasser, vores aftenterrasser. Der, hvor vi drikker kaffe med familien, der hvor vi solbader, der hvor børn leger rundt uden tøj, når det er varmt, og der hvor vi har venner til grillaften og forretningsforbindelser til møder.

Tagterrassen er så stor og så højt placeret, at den udover de nærmeste tre naboer, vil være til gene for minimum yderligere to, men sandsynligvis flere, parceller. Her er ikke tale om banale indbliksgener, men om decideret intimiderende krænkelse af vores privatliv.

Byggeriet holder sig ifølge Hvidovre Kommunes Center for Plan & Miljø inden for alle gældende regler. Det er vi langt fra enige i, men vi forstår på administrationens svar til vores politikere i Bygge & Plan-udvalget, hvor der er spurgt ind til sagen, at der ikke er noget at komme efter. For så vidt angår tagterrasser, findes der ydermere ingen regler, lyder det fra administrationen. Og man vurderer, fra skrivebordet, at det påtænkte udsigtstårn ikke vil medføre ”væsentlige gener” for naboerne.

Vi har en vis forståelse for, at tendensen er større boliger, der i højere grad kan rumme moderne storfamiliers behov. Vi er selv storfamilier. Nogle af os har sågar selv bygget nyt, og var i øvrigt i den forbindelse i dialog med naboer om, hvordan vi bedst muligt sikrede ikke at være til gene.

Vi kan også forstå, at det kan være attraktivt at få et lille havkig. At det må være skønt at kunne invitere alle vennerne ud på en kæmpe partyterrasse, tænde for soundboxen, drikke longdrinks med paraplyer, mens man kigger ud over hele indsejlingen til København.

Vi forstår bare ikke, det skal foregå i femte række fra vandet. Vi forstår heller ikke, hvorfor det skal ske på bekostning af vores privatliv. Hvis man er så optaget af havudsigt, hvorfor køber man så ikke et hus ved havet?

Og det, som vi i særlig grad har utrolig svært ved at forstå, er, at uanset hvem vi taler med i forvaltningen eller det politiske system, så er der ingen, der mener, at der er tale om betydelige gener for os. Eller rettere: Det må man affinde sig med. Argumentet er, at når man bor så tæt på København, så må man forvente at være lidt tæt på naboerne. Jo. Men det her handler ikke om at være tæt via en kvist eller et skråvindue. Her er der tale om invasion fra luftrummet. Det svarer til at have en drone med kamera hængende i seks meters højde, hver gang vi bevæger os ud i vores haver. Det er nok også derfor, der er lavet en skrap lovgivning for, hvorfor man ikke få flyve rundt med et kamera i et parcelhuskvarter.

Det pågældende byggeri omgår ifølge vores advokat, der er specialiseret i byggesager, stort set alle eksisterende byggeregler, lokalplaner, kommuneplaner, og hvad der ellers findes. Men administrationen er teflonbelagt.

Det er os en gåde, at den kommunale administration vælger at varetage hensynet til nytilkomne med voldsomt store armbevægelser, fremfor de matrikelejere, der har boet i kvarteret i årevis, bidraget væsentligt til kommunekassen og investeret millioner i grund og byggeri med en fuldstændig berettiget forventning om, at kommunen tager bare de allermest nødtørftige hensyn til os, til planloven, til vores ejendomsværdi og – allervæsentligst – til vores privatliv. Når kommunen er så tydeligt partiske til fordel for bygherre, oplever man, at Poul og Per ikke bliver stillet lige. Man oplever også, at tilliden til kommunen daler drastisk.

Nogle politikere har fortalt os, at mange byggesager netop nu hastes igennem, fordi politikerne selv har lagt pres på administrationen, så der ikke skulle ophobe sig bunker af byggesager, mens arbejdet med en ny lokalplan for Strandmark Nord stod på, og hvis principper vores område fremover også skal læne sig op ad. En lokalplan, der nu er vedtaget, og netop sikrer lavere byggerier i området. Det er jo helt sort.

Og det forekommer yderligere absurd, fordi der - med udgangspunkt i lighedsprincippet – nu vil dannes præcedens, og der vil blive indledt et kapløb om at bygge højest muligt i hele kvarteret for at få det eftertragtede havkig. Om det så er i 6., 7. eller 12. række fra vandet. Det – tænker vi – ingen i kommunen er tjent med. Det ender i det rene wild west.

Vil borgmester Helle Adelborg venligst verificere over for os, at det er Hvidovre Kommunes politik, at man som borger i kommunen må affinde sig med, at man ikke har ret til et privatliv, fordi vi bor tæt på en storby?

Med venlig hilsen

Fam. Paarup Odér,

Hvidovre Strandvej 42,

Fam. Dahm Randrup,

Strandvangsvej 42 og

Fam. Marott Winkler,

Hvidovre Strandvej 40

menu
menu