Konservative er ude af byrådet

Konservative er ude af byrådet

Steen Ørskov Larsen og Lisa Skov har meldt sig ud af Konservative og er blevet løsgængere. Konservative leder efter nye kandidater

Interne uoverensstemmelser mellem den lokale partiafdeling og partiets to mandater i byrådet er tilsyneladende årsag til, at Konservative i Hvidovre ikke længere er repræsenteret i Hvidovres kommunalbestyrelse.

De to mandater, Steen Ørskov Larsen og Lisa Skov, der ellers blev valgt ind for Konservative ved valget i 2017, har nemlig begge valgt at blive løsgængere. Det meddelte de to mandater mandag før påske - dels i en pressemeddelelse til Lorry, dels på deres respektive platforme på de sociale medier.

På de sociale medier udspiller der sig således en debat, hvor støtter og modstandere af beslutningen giver deres holdning til kende. Debatten løfter dog ikke sløret for den nærmere årsag til uoverensstemmelsen mellem de to mandater i byrådet og Konservatives bestyrelse.

Stiller ikke op igen

Det har siden januar været kendt, at Konservatives nu tidligere spidskandidat Steen Ørskov Larsen ikke agtede at genopstille til kommunalvalget i 2021. Konservative Hvidovre har således allerede været i gang med at lede efter en ny spidskandidat og kandidater generelt i et stykke tid.

Konservative fik ved valget i 2017 i alt 2.085 stemmer. Heraf fik Steen Ørskov 685 og Lisa Skov 168 personlige stemmer.

Læs interviewet med Konservatives formand Søren Trebbien og med Lisa Skov på side 3.

key

menu
menu