KUN fire ETAGER PÅ KVICKLY-GRUNDEN

KUN fire ETAGER PÅ KVICKLY-GRUNDEN

- skriver kb-medlem ANDERS WOLF ANDRESEN(SF), der mener at 8-etager er for voldsomt:

Jeg og SF er skeptisk overfor højden på det foreslåede byggeri på otte etager på Kvickly-grunden ved Hvidovrevej. Ligesom flere høringssvar og debatindlæg her i avisen, så mener vi i SF at otte etager er for voldsomt og vil have uheldig indvirkning på naboerne.

Vi har netop behandlet sagen i Økonomiudvalget. Her tyder afstemningen heldigvis ikke på at der vil være flertal for sagen når den kommer i kommunalbestyrelsen.

Det er ikke fordi vi i SF er i mod at der bliver bygget nyt i Hvidovre. Vi kan godt bruge flere og nye boliger til eksempelvis ældre, som vi talte meget om i kommunalvalgkampen.

Men når der skal bygges i Hvidovre, så skal der bygges bæredygtigt, både forstået som grønt og miljøvenligt, men også forstået på den måde, at nybyggeri skal respektere nuværende borgere, deres boliger og give noget ekstra værdi til vores by. I den konkrete sag med byggeriet på Kvickly-grunden, så mener vi i SF at det bæredygtige princip betyder at byggeriet højst vil kunne blive på fire etager.

Vi er åbne, men...

I SF er vi på den baggrund åbne overfor nye byggerier og vi ser helt sikkert gerne en udvikling af området omkring Hvidovrevejs Butikstorv med bl.a. Kvickly. Men det skal ske i god dialog med naboerne og på en måde der har sammenhæng med de omkringliggende bygninger og er bæredygtig i forhold til omgivelser og naboer.

Heldigvis arbejder vi i Kommunalbestyrelsen på en boligpolitik, der kan sætte nogle principper og rammer for fremtidige byggerier i vores kommune. Bæredygtighed er et nøglebegreb for SF i udviklingen af boligpolitikken for Hvidovre. Denne boligpolitik kan med stor fordel gøres færdig før vi tager stilling til flere større byggerier. Så vil både de såkaldte “developere” og borgerne vide, hvilke rammer for byggerier man kan regne med i Hvidovre.

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen, SF

Kommunal- bestyrelsesmedlem

menu
menu