Lær at give hjertemassage på hospitalet

Lær at give hjertemassage på hospitalet

Onsdag den 16. oktober kan børn og voksne lære at give livreddende førstehjælp på Hvidovre Hospital. Det sker i anledning af Hjertestarterdagen

Hvordan giver man hjertemassage? Det kan du finde ud af onsdag den 16. oktober 2019 når personale fra Hvidovre Hospital står klar med genoplivningsdukker, hjertestartere, quiz og instruktion i livreddende førstehjælp i anledning af den internationale Hjertestarterdag.

Alle er velkomne, både børn og voksne. Og alle deltagere får et deltagerbevis med hjem.

Hurtig hjælp er afgørende

Det kan være med til at redde liv, når borgere bliver instrueret i hjerte-lunge-redning, lyder det fra Jesper Friis-Hansen, der er sygeplejerske og hjertestopinstruktør på Hvidovre Hospital.

- Efter fem minutter uden hjertemassage, begynder hjernen at tage alvorligt skade. Derfor er hurtig hjælp med hjertemassage og kunstigt åndedræt helt afgørende. Uden hurtig hjertemassage og kunstigt åndedræt har selv det dygtigste lægeteam ikke den store succes med at genoplive efterfølgende, siger han.

Hvidovre Hospital arrangerer Hjertestarterdagen for fjerde år i træk i samarbejde med Dansk Råd for Genoplivning og Trygfonden.

Arrangementet afholdes onsdag den 16. oktober 2019 mellem kl. 10.00 og 14.00.

Tilmelding er ikke nødvendig, du kan bare dukke op, når det passer.

Det foregår i lokale 3 i Vandrehallen med indgang fra Hovedindgangen.

menu
menu